Järnvägssabotage i Danmark - et eksempel (2 fotos og ?)

af Niels Munch, 2/8 2013, 12:18 (4141 dage siden) @ bengt

Tak for interessant dokumentation fra august 1945! Der er jo siden sagt og skrevet mangt og meget om dette spændende element i den danske modstandskamp og effekten heraf, vurderet såvel taktisk som politisk.

Mit ærinde i dag er dog blot at fremdrage et eksempel med udgangspunkt i, hvad vi kan finde i www.danskebilleder.dk :

[image]
1945-02-19: Nærbillede af lokomotivet fra det tyske tog, der blev saboteret på vej mod Holstebro. Afsporingen skete ved Ringkøbingvej. Det Lokalhistoriske Arkiv i Herning. Amatørfoto. Filnavn: b765700-11-1097841478-2370-print.jpg .

[image]
1945-02-19: Et tysk tog med mange ungarere blev udsat for sabotage på vej mod Holstebro og adskillige blev dræbt og kvæstet.
Det Lokalhistoriske Arkiv i Herning. Amatørfoto. Filnavn: b765700-11-1097841572-2395-print.jpg .

Med kendt dato og sted fandt Google følgende:

"20. februar 1945: Sprængning under Værnemagtsgodstog. I Aftes ved 23-Tiden eksploderede en Bombe under et Værnemagtsgodstog mellem Herning og Gødstrup. Lokomotivet, der var en tysk Maskine, afsporedes og kom til at staa paa tværs af Skinnerne. 6 Vogne afsporedes og kørte op i hinanden, og desuden afsporedes 3 Vogne i den bageste Del af Stammen. Ved Afsporingen dræbtes 8 Personer, og 32 saaredes, deraf 3 haardt. Blandt de saarede er 3 Kvinder og 3 Børn. Alle de saarede er indlagt paa Herning Amtssygehus. Togføreren, Pakmester Thaarup, Fredericia, fik venstre Ben klemt og blev ligeledes indlagt paa Amtssygehuset."

Kilde: Søren Hansen (red.) "Daglige Beretninger om Begivenheder under den tyske Besættelse."

Ingen omtale af ungarerne. Men de var med, og videre googling afslører:

"De fem omkomne fra sabotageangrebet på den ungarske militærtransport ved Herning i februar 1945 blev ifølge rapporter fra dengang begravet på Herning Kirkegård. Placeringen kan dokumenteres af fotos fra begravelsen den 21. februar 1945. Ifølge kirkegårdskontoret i Herning blev de omkomne ungarere efter fredningsperiodens ophør i 1966 flyttet til den tyske mindelund ”Deutsche Kriegsgräberstätte” i Gedhus ved Karup. Flytningen blev foretaget af tyske studenter, der lagde de jordiske rester i hvide plastic-poser. Registreringen gik uden om det danske begravelsesvæsen."

Kilde: Søren Peder Sørensen "De ungarske soldater". Kilden nævner tillige de afdødes grader og navne.

Samme kilde rummer en øjenvidneberetning - Ungarn-Danmark tur/retur - fra en uskadt ungarsk menig, der var med toget. Han skriver bl.a.:

"Om eftermiddagen ankom vi til den danske by, der hedder Herning, og fortsatte videre om aftenen. Vores tog kørte langsomt, da vi fornemmede en stor rystelse. Døren på vores vogn gik op, lukkedes og gik atter op. Heldigvis lå vi på vognens gulv, og der skete os således ikke noget. I en anden vogn stod de op, og da døren gik op faldt mange i den åbne dør, og den lukkende dør slog en ung mand ihjel.
Toget standsede. Derefter gik officererne langs togsættet og sagde, at alle skulle blive på stedet, for de danske sabotører havde sprængt togsættet i luften. Efter lokomotivet var der en passagervogn, hvori officererne rejste, derefter en flad vogn. Af vognens rejsende var der omkring fire døde og flere sårede."

Det er rimeligt upåagtet, at der i 1945 kom 12-15.000 ungarske tropper til Danmark. Usikkerheden om tallet skyldes, at mange af officererne havde koner og børn med herop, og deres antal blev ikke oplyst.

Om baggrunden for ungarske tropper i Danmark i 1945 kan læses i Dansk Militærhistorie.

Nærmere om denne jernbanesabotage og andre kan formentlig findes i Statens Arkiver.

Men det spørgsmål, jeg her i forum umiddelbart kunne ønske svar på, er om det tyske lokomotivs identitet. Bemærk "Wagner-Windleitbleche"; den mindre Witte-type røgskærme dukkede først op i 1943 for siden nærmest at blive standard.

Mon ikke den gode Steff evt. har svaret "i ærmet"?


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak