Avatar

Danmark 1913-20 i farver, med tog, sporvogne og færger, film

af Michael Deichmann ⌂, Gribskov kommune, 23/6 2023, 13:45 (455 dage siden) @ FS1954

Nu skal vi lige huske på, at "Vivid History" ikke er et dansk foretagende, men ved lidt googling et engelsk foretagende, der har specialiseret sig i at favelægge og digitalt forbedre gamle sorthvid billeder og film. De klip de lægger på youtube er "apetizers" for at vise lidt af hvad de kan, næppe resultatet af noget nogen har betalt mange penge for at få lavet. Derfor kan man ikke forvente at de laver en masse research for at opdage at sporvognene skulle have været gule og nogen af de flag man ser må altså være svenske, og så er det blå jo OK (færgen "Hälsingborg" der sejler ud af helsingør havn må være en SJ færge).
Som I ser har jeg ændret øvre grænse til 1920, for nu gennemgik jeg lidt af filmen igen, især den første halvdel, hvor jeg ikke havde haft de kritiske briller på og derfor ikke havde kigget efter tegn der kunne indikere en datering.
Jeg bemærkede dog at den De-Dion Button bus man ser i klippet havde københavnerplader og linienummer. Frederiksberg Sporvejes busser havde A-plader (Frederiksberg). Frederiksberg sporveje brugte ikke linienumre, men havde navne til de 3 linier de befarede: Hovedlinien, Tværlinien og Ringlinien. Kørslen på Strøget var ikke en del af de 3 linier, men en reminisens fra Frederiksberg Sporvejsselskab, der i 1896, sammen med Falkonervejens Sporvejsselskab indgik i det da nystiftede Frederiksbergs sporvejs og elektricitets aktieselskab - senere Frederiksberg Sporveje. I 1919 fusionerer Frederiksberg Sporveje med Københavns Sporveje og busserne omregistreres til det nye ejerforhold og derfor får de københavnerplader og linienummer (11):
[image]
Her ses også tydeligt og faktisk med omvendte farver (!) at nummerpladen er en type 2 med rødt amtsbogstav -K - og blå cifre - 8008 (eller 8006). Så den filmstump er fra efter 24. marts 1919 hvor de nye nummerplader indførtes - efter et par måneder skulle alle køretøjers nummerplader være ændret til det nye udseende (ejeren skulle selv sørge for korrekt nummerplade - den blev ikke udleveret af myndighederne).
Jeg fik nu også øje på nogle Ford T - det lange klip i Frederiksgade med Marmorkirken holder der hvad der ligner en messingford (1909 - 1915):
[image]
Selv om billederne er forbedret mht skarphed så.....
[image]
...ligner det elektriske forlygter som kun 1915 årgangen af messingforder havde. 1909 - 1914 havde gaslygter (acetylen) og 1916 og frem havde en anden køler. Så mit bud er at det er en 1915 Ford - som selvfølgelig sagtens kan være filmet senere.
Ved Amagertorv kommer en Taxamotor imod os:
[image]
Her ligner nummerpladen en type 1 der var i brug fra 1903 - 1919. Jeg kan ikke lige fastslå bilmærket. Taxamotor brugte Renault meget, men de havde op i 1920 en meget karakteristisk kølerplacering bag motoren og med en særlig letgenkendelig kølerhjelm og det har den her ikke. Kollegaen Autotaxa brugte mere forskelligt, men de to blev først fusioneret i 1921 med Taxamotor som det fortsættende firmanavn.
I scenen fra Grønttorvet ses faktisk 2 post-1916 Ford T varevogne forfra:
[image]
Det er svært at se præcis hvilken årgang her, da karosseriet helt sikkert er danskbygget og fronten var stort set uændret fra 1916 - 1923, men vi er helt sikkert 1916 eller senere.

Kom vi det nærmere? Det ved jeg ikke, men der bliver nørdet igennem og det er jo dejligt!
(jeg har lagt lidt forespørgsler ud i diverse relevante grupper på Fjæsen for nærmere identifikation mm).

--
Venligst

Michael Deichmann

[image][image][image]


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Veterantog kalenderIndsend billederSB YM5

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak