Selvfølgelig træder man i spinaten, når man er uerfaren..

En dag var jeg kommet til at stille min fyraftensøl på et skrivebord i stationens kontorlandskab, der lå lige bag billetsalget - åbent for publikums blikke. Det blev påtalt af stationsforstanderen!

En anden dag var der så umanerligt meget gods, at jeg klokken ni om aftenen besluttede at sige stop, selvom der stadig manglede at blive kørt en smule ud. Virksomhederne var for længst lukket, og de handlende var gået hjem. Men det blev påtalt af pakmesteren, for godset skulle leveres fra dag til dag.

En gang var det tæt på at gå galt. Jeg kom kørende på perronen, og stationens markise var slået ud. I sidste øjeblik huskede jeg, at min Hanomag havde lad og presenning, som ragede højere op end førerhuset, så jeg nåede lige at bremse. En rejsende på perronen sagde noget mindre smigrende om mig.

Men naturligvis var der også mange positive sider ved jobbet.

Der var folk, som blev glade for at få deres forsendelser, og jeg havde fripas til banen samt gratis rejse på Hundested-Grenå-overfarten. Jeg boede hos min mormor i Hillerød - i ejendomskomplekset C. J. Kuhlmanns Have! - og hun sørgede samvittighedsfuldt for min forplejning. Min øverste chef, stationsforstanderen, hvis navn jeg med skam at melde har glemt, var en venlig mand, og pakmesteren var måske nok lidt brysk, men vi kom ikke på kollisionskurs.

Kort efter tog jeg på interrail, blandt andet til Portugal, men det er en anden historie.

Bedste hilsner