Kære Michael ++

Det var jo uanede mængder af kul der skulle anvendes daglig, hvilket jo også vore lokomotivfører bemærker og at meget skulle importeres. De helt store forekomster af kul i Tyskland lå jo i Vesttyskland og derefter øst på først i Polen (det gamle Schlesien). I de mellemliggende områder både Vest (især S for Köln og Achen mod E) og Østtyskland, var der enorme åbne miner (Tagebau) hvor der blev brudt brunkul. Noget af dette blev anvendt direkte, andet som støv og endelig som briketter (hvilket jo også skete med kul).
Derfor var det almindeligt i Østtyskland at iblande brunkul (som vi (DSB og Privatbanerne) jo også i store mængder anvendte i damplokomotiver herhjemme under krigen). Jeg kender ikke lige brændværdien, men stor har den ikke været.

Da jeg i slutningen af 80´erne og op gennem 90´erne var statsbetalt turist i det østlige Europa, glemmer man ikke den sødlige lugt af brunkul, der hang omkring byerne. Man kunne lugte at man kom i nærheden af en by. Det var også imponerende at se de KÆMPEMÆSSIGE roterende skovlhjul (størrelse ballongyngerne i Tivoli) med hundrede meter udliggere, gnave sig gennem landskabet og via km lange transportbælter til læsning af jernbanevogne, enten smalsporede fabriksejede baner eller normalsporede statsbaner.

Så brunkul enten direkte eller briketter, var en almindelig blanding sammen med stenkul i Østeuropa frem til dampens ophør.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler