Vel, der blev fundet en vinder, og det glæder mig, at de, der ikke byder ind, også kan have fornøjelse af "julekalenderen". Her kommer historien bag dagens "låge":

Jeg vil nødigt tage parti i striden mellem serbere og albanere - jeg har to gange været på interrail-ture på Balkan og mødt mange venlige og hjælpsomme mennesker dernede. Det er dybt tragisk, at de ikke har kunnet etablere en fredelig sameksistens.

Skal jeg skrive om min oplevelse ved kraftværket, løber jeg ind i et praktisk problem. Albansk og serbisk er to forskellige sprog, og geografiske navne staves forskelligt. Endvidere har man i Kosovo ændret nogle stednavne - for eksempel kaldes Obiliç ”Kastriot”. Jeg har valgt at bruge de albanske navne, men læg ikke for meget i det.

Her følger en let redigeret udgave af min beretning i Jysk Model Jernbane Klubs blad TOG 60. På en interrailtur i sommeren 2009 er jeg kørt fra Skopje i Nordmakedonien via Fushë Kosovë til Kosovas hovedstad Pristina:

Seks kilometer ude ad strækningen fra Fushë Kosovë til Mitrovicë ligger stationsbyen Kastriot, (som tilbage i 2009 hed Obiliç) og på hver side af den ligger der et stort kulfyret kraftværk. Ifølge rygter skulle der stadig være dampdrift ved det ene af dem. Jeg tager bus nr. 4 fra Pristina derud, for p.t. kører der ikke personførende tog nord for Fushë Kosovë.

Vel ankommet til stationen i Kastriot, går jeg først ud til det kraftværk, der ligger mod nordvest. Her findes nogle stærkt overgroede jernbanespor, og en portner fortæller mig, at værket ikke har benyttet jernbanetransport siden starten af 90'erne. Men han kender ikke til situationen på det andet værk.

Jeg går tilbage til stationen og møder stationsforstanderen. Han får fat på én, som får fat på en pige, der kan tale engelsk, og jeg forklarer, at jeg har hørt, at der muligvis stadig er dampdrift ved værket øst for stationen. Standeren går ind på sit kontor og ringer op på sin tjenestetelefon. ”Hvad nu?” tænker jeg. Ti minutter efter ringer telefonen, han svarer, og kort efter hører jeg den vidunderlige lyd af en dampfløjte! Lidt efter triller nr. 62-670 ind på stationen!

Det er første gang i mine mere end fyrre år som jernbaneentusiast, at man har arrangeret et særtog til ære for mig! Der er fem mand på maskinen, men altid plads til en til. Med pigen som tolk takker jeg rørt alle tilstedeværende og stiger ombord.

Vi kører ud til værket og får en kop tyrkisk kaffe i folkenes opholdsbygning, hvor en vittig hund har malet et skilt med ordet ”STACIUN” over indgangsdøren. Lederen af værkets interne transportvæsen, hr. Gashi, taler tysk Da vi har drukket kaffe, kører vi ud og beser remisen - med fotostop undervejs! Og til sidst kører man mig tilbage til stationen i Kastriot - dog ikke helt, for vi holder ved indkørselssignalet, men alligevel...

Her er lidt fotografier dernede fra. De er taget den 12. august 2009.

Mit "særtog" - nr. 62-670 - holder klar til afgang på stationen i Kastriot/Obiliç

Fotostop i "landskabet"

Ved remisen holdt 62-676 (forrest) kold, men driftklar, mens 62-636 bagved var "kaput".

Efter at have sat mig af ved stationen, returnerer lokomotivet

Bedste hilsner