HSL Ford og Fordson, de første lokomotiver fra Pedershaab
Hej Jens.
Jeg kender en del til de forskellige lokomotiver fra Pedershaab.
Engang omkring 1968 skrev jeg til Pedershaab med en del spørgsmål og fik i den forbindelse nogle tegninger og fotos, samt nogle specifikationsark på lokomotiverne fra nr. 58 til slutningen af produktionen. Det vil sige, at HSL-lokomotiverne var ikke med.
Senere kom (vistnok fra Guldvang) en afsendelsesliste for mange af lokomotiverne.
Omkring 1990, da jeg prøvede at lave en ny udgave af mit hefte om entreprenørlokomotiver, spurgte jeg igen Pedershaab, om man havde en oversigt over de fremstillede lokomotiver. De havde jo specielle fabriksnumre foruden de 'normale' Pedershaab maskinnumre.
Jeg fik det svar, at de havde haft en oversigt, men ikke havde den mere. To dage efter kom et nyt svar, at nu havde de fundet den.
Et par dage efter tog jeg turen til Brønderslev med nattoget - det var en længere rejse dengang.
Da jeg kom derop, fik jeg forklaringen. En ansat i informationsafdelingen havde købt protokollen for en omgang øl på et værtshus. En af hans venner vidste, at den var hos en antikvarboghandler. Hvordan den var endt der, var de ikke sikre på.
Protokollen fik jeg en kopi af, og gik så i gang med at se originalen igennem. Alle købere var angivet, men der var også tilføjelelser ved de enkelte nr., hvor man havde konstateret en ny ejer, fx ved besøg, salg af reservedele m.m. dog uden datoer, men ud fra forskellig håndskrift og farve på blækket kunde årstal nogenlunde anslås for tilføjelserne.
Senere er så kommet oplysninger til fra mange kilder, som det føre for vidt at nævne.
Bortset fra enkelte storkunder, blev de fleste lokomotiver oprindelig leveret til entreprenører, som ofte kun havde dem i kort tid.
Ikke ret mange blev leveret direkte til teglværker, men mange endte der.
Et eksempel nedenfor på specifikationsliste af bedre kvalitet. Det er en dårlig affotografering med kamera, så den er næppe læselig her. Vi forsøger i IBK at få dem skannet. Formatet er ca. 50x80 cm.
På listen betyder T = tegningsnr. R = reservedelsnr. M = modelnr.