RhB, tur over Berninapasset 2010, del-II (17 fotos mere)

af Niels Munch, 31/8 2021, 23:31 (1209 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 1/9 2021, 00:05

Udgangspunktet for vores tur over Berninapasset til Tirano er som nævnt stationen i Pontresina, der er speciel derved, at køreledningsspændingen over Spor 3 kan omkobles mellem stamnettets 11 kV AC og Berninabanens 1.000 V DC. Fænomenet nævnes i denne artikel https://de.wikipedia.org/wiki/Systemtrennstelle - afsnit 1.2 Umschaltbare Bahnhofsgleise. Her nævnes tillige som eksempel stationen Bad Bentheim på grænsen mellem Tyskland og Holland, hvor hvert af stationssporene individuelt kan omkobles mellem de 2 landes kørespænding.

Afsted med tog 1637 afg. kl. 14:09:

[image]Lidt efter Pontresina; personvognen (med vores nærmeste toilet) er eneren BD 2475 (Einheitswagen EW IV/PA90), 09.09.2010 (nm).

Siddende bagerst var det muligt at fotografere toget foran, hvis ikke naturen kom i vejen. Derudover var det en eftermiddag i september, solen stod lavt, og alperne ville gerne skygge.

[image]RhB stationen Bernina Suot (2.052 m o.h.), 09.09.2010 (nm).

[image]Vores Allegra trækker os nemt videre, her over en vejunderføring ved Lagalb, 09.09.2010 (nm).

[image]Vi har passeret Lagalb (2.099 m o.h.); den blå "kasse" midt i billedet er Lagalb svævebanes "Talstation", 09.09.2010 (nm).

Bernina-banen er den eneste bane i Schweiz, der krydserne Alperne uden, at dette sker i en lang tunnel. Toppen nås ved Ospizio Bernina:

[image]RhB stationen Ospizio Bernina (2.253 m o.h.), 09.09.2010 (nm).

Banen går op og ned og zigger og zagger og byder på fantastiske udsigter:

[image]Dybt nede anes RhB stationen Cavaglia (1.692 m o.h.), 09.09.2010 (nm).

Her mødes en af de ældre Bernina-motorvogne ABe 4/4 I, nu som arbejdsvogn:

[image]RhB Xe 9922 i Cavaglia, 09.09.2010 (nm).

Her triller vi nedad til Poschiavo; og selv om der er tale om dramatiske fald/stigninger, så består RhB-nettet udelukkende af adhæsionsstrækninger:

[image]RhB Poschiavo station (1.014 m o.h.), 09.09.2010 (nm).

Det nordgående tog, vi krydser, fremføres af 2 multiplekoblede motorvogne RhB ABe 4/4 II, der blev udfaset efter Allegra-typens tilkomst.

[image]Nyt og ældre i Poschiavo: RhB Allegra nr. 3501 (den allerførste, Stadler 2009) og ABe 4/4 II nr. 48 (SWS/SAAS/BBC 1972), 09.09.2010 (nm).

De ABe 4/4 II, der ikke ophuggedes, erstattede ABe 4/4 I som arbejdskøretøjer. Fra Poschiavo forløber banen mange steder langs eller i vejen:

[image]Kort efter Poschiavo kører vi ind på hovedgaden i S. Antonio, 09.09.2010 (nm).

[image]Også i Le Prese (966 m o.h.), hvor toget deler stop med postbussen, 09.09.2010 (nm).

[image]RhB station Miralago (964 m o.h.) ligger smukt ved søen Lago di Poschiavo, 09.09.2010 (nm).

[image]Endnu et nordgående tog med 2 x ABe 4/4 II krydses, her på RhB station Brusio (779 m o.h.), 09.09.2010 (nm).

Yderligere højdeforskel udlignes med den imponerende og specielle Brusio kredsviadukt:

[image]

[image]Kredsviadukten ved Brusio, begge 09.09.2010 (nm).

Landegrænsen til Italien krydses upåagtet mellem stationerne Campocologno og Tirano i en ydmyg gennemskæring og markeret med et gammelt træskilt.

[image]Også i Tirano køres i gaden, her tværs gennem rundkørslen ved Santuario della Madonna di Tirano, 09.09.2010 (nm).

[image] Tirano station (429 m o.h.) er nået, og "pladshunden" Ge 2/2 nr. 162 fra 1911 træder til, 09.09.2010 (nm). Søstermaskinen nr. 161 var i Poschiavo.

Ankomsten i Italien skete præcis kl. 16:21 efter en rejse gennem Schweiz, hvor togene kørte som efter et schweizerur. FS regionaltoget mod Milano - derimod - var klækkeligt forsinket.

Turen ad Berninabanen, som (ligesom Albula-banen) er på UNESCOs verdensarvsliste, kan anbefales; den kan endog tages på Google StreetView - prøv det!


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak