En mulig forklaring på, at der findes lange udelte emaljeskilte og kortere delte ditto, kan være, at der anvendtes mindst to forskellige leverandører. Jeg har på et tidspunkt været “forbi” kasserne på Rigsarkivet eller Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg, og det var helt almindeligt, at man sendte arbejdet i udbud - nogle gange for en enkelt station eller to. Jeg husker ikke navnene i hovedet (er ikke i nærheden af mit arkiv), men den ene leverandør hed vist “Lyngby Emaljeværk” eller noget i den retning.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

Hejsa,

“Lyngby Emaljeværk” (eller noget i den retning) lå ved LNJ og producerede bl.a. stor mængder nummerplader til automobiler. De (nummerpladerne) blev sendt til modtagerne som banepakker, så mon ikke det samme har gjort sig gældende for stationsskiltene? Her har størrelsen også spillet ind (selv om man jo siger, at det ikke er størrelsen, det kommer an på). Et 3 meter langt skilt har ikke været hensigtsmæssigt at sende som banepakke, mens 2 dele af 1,5 meter har været mere håndterlige. Der sad også meget store skilte på perronerne på København H, men de var - efter fotos at dømme - ikke delte. Til gengæld skulle der bruges så mange af dem på én gang, at det har været nødvendigt med en samlet transport.