Hvide Sande læmole - også en jernbane
Vi har tidligere i dag været i Agger. Nu bevæger vi os lidt sydpå.
Jeg har købt dette postkort fordi der både er sveller og spor - med endda fire skinnestrenge.
Hvide Sande mole. År:? Postkort. "Stjerne Foto, Århus C - Eneret 35365". Klik på billedet for højere opløsning. Arkiv: Thomas Boberg Nielsen.
Lidt søgen på historiskatlas.dk gav ikke noget svar på, om jernbanen fortsatte "ind i landet".
Ifølge Den Danske Havnelods eksisterede læmolen ikke i 1951, men den er med i 1968 udgaven. I ingen af udgaverne er der markeret et jernbanespor, hvilket ellers er meget almindeligt i Den Danske Havnelods for så vidt angår "varemoler". Men her er der jo også kun tale om en læmole.
Den Danske Havnelods 1968. Arkiv: Thomas Boberg Nielsen.
Lidt googlen afslører, at læmolen er bygget i 1963: http://www.hvidesandesluse.dk/pages/billeder/vis_serie.asp?Serienr=66812&menuGuid=5...
Man har åbenbart først bygget en mole af kraftige pæle ovenpå hvilke man har bygget et eller flere jernbanespor, som så har været anvendt til transport af betonblokkene, som så er blevet dumpet i havet.
Ovenfor viste postkort er ikke forsynet med årstal, så vi ved reelt ikke, om postkortet er fra 1963 eller 1980 eller noget helt tredje. Men det der undrer mig lidt er, at man har ladet de fire skinnestrenge forblive på molen. Mon det har været for dyrt at genindvinde dem? Som de ligger på postkortet kan de da næppe befares.
Og et andet spørgsmål: Har "jernbanen" gået ind i landet?
Afslutningsvist: Der har i øvrigt tidligere været udbredt "jernbaneaktivitet" i Hvide Sande, idet der anvendtes jernbaner i forbindelse med etablering af sluseanlæggene. Der er en artikel herom i Signalposten 1985, nr. 3, side 131-135.
Og så til aller-sidst: Jeg har kun brugt ganske kort tid på at google oplysninger/billeder. Måske nogle af Jernbanehistorisk Forums "heavy-googlere" kan finde noget guf på nettet.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen