
Orlovstog
Idet jeg tillader mig, mere eller mindre, at tage tråden om pladsbilletter til lyntog op, til en lidt anderledes type tog, som bestemt ikke krævede pladsbillet, eller billet i det hele taget. Men dog gyldig rejsehjemmel!!! Nemlig de dengang rigtig mange Orlovstog.
Og hvad var så det for en type tog? I dag kan det, af gode grunde, synes uvirkeligt at man i '60'erne havde noget sådant - for det var jo et begreb der fandtes under krigen - men det havde man altså også dengang da Forsvaret havde et stort antal Flyvestationer, Flådestationer, Kaserner samt CF-kaserner. Og nej, vikinghjelmene var ikke længere udleveret til Forsvarets personel.
Jeg er langt fra vidende om hvor mange, og hvordan deres løb var, men da jeg i februar 1967 - i øvrigt på samme tidspunkt en anden flittig bruger af div. fora - første gang skulle på orlov fra den militære tjeneste, var det altså med et orlovstog. Fra et trinbrædt på strækningen Viborg - Herning, så vidt jeg husker Gedhus. Eller måske Kølvrå.
Disse tog kom fra andre militære installationer, og så vidt husker, kom "vores" fra CF-kasernen i Thisted, og derfra via Skive, Holstebro og Viborg, til hvor vi stod på i den sydlige ende af Flyvestation Karup, i Gedhus/Kølvrå.
Herfra kørtes videre til Herning, hvor CF også havde en stor Kaserne, og så mener jeg ikke at vi standsede igen før Nyborg Fh. Men måske i Fredericia, hvor der jo var hele 2 kaserner.
Fra Flådestationen i Frederikshavn, og Kasernerne i Ålborg og Randers, udgik der ligeledes tilsvarende orlovstog mod Nyborg Fh.
Sydfra - og i Odense - udgik der ligeledes orlovstog fra Tønder, Sønderborg og Haderslev, samt fra Skrydstrup og Vojens.
Fik jeg glemt nogen??? I så fald undskyld.
Det var således en svar mængde rejsende hver fredag, der jo altså også skulle tilbage til tjenestestedet, senest mandag morgen. Det var så, selvfølgelig, ikke just det nyeste materiel DSB tilbød os rejsende på "Rejsekort for værnepligtige", men vi fik dog transport!
Hvad trækkraft angår, så mener jeg bestemt at kunne huske, at det var MX/MY, der stod for denne, og i hvertfald een gang en MY 1201/1202, og et par gange MK/FK.
Da der var mange rejsende, har toget nok bestået af ganske mange vogne.... Jeg husker det ikke....
Jeg kan naturligvis lide af erindringsforskydninger, men i så tilfælde vil det glæde mig at blive retledt omkring emnet.