Jeg skal ikke gøre mig til ekspert i ”Klima-plove”. Men jeg kan da læse, at Baneafdelingen, hvorunder snerydning hørte, var yderst tilfreds med de to plove og at de kunne rydde is p.g.a. deres vægt bl.a. på en 3 km lang strækning i Rold skov i vinteren 1965/66. Pudsigt, at man hér foretrækker damplokomotivet litra E i dette tilfælde, nok fordi at MX/MY ikke kunne levere den fornødne mængde luft til manøvrering af plovens aggregater. I øvrigt var man betænkelig med at anvende Midterploven (den mellem skinnerne, der brugtes til rydning ned til 80 mm under S.O.).
Selvom plovene blev sat i drift i 1957, blev de faktisk ikke anvendt før end (1. Distrikt) i DEC 1959 ved rydning omkring Klarskov på Sydbanen. Der manglede sne!! Her viste de sig effektive og arbejdede tilfredsstillende. Men som ved 2. Distrikt, der jo først et par år senere kunne indhente erfaringer, måtte man konstatere, at hvis sneen lå højere end 1,5 til 2 meter højde i driver, var de gamle træplove ganske at foretrække.
Som skrevet tidligere, blev træplovene gradvist erstattede af ”Tenderplove”, dog med lodret skær som på Klimaplovene.
Da Klimaplovene var RASENDE DYRE i anskaffelse i forhold til ombygning af tendere samt vedligeholdelse af de bedste af træplovene, TROR jeg, at DSB mente, at kunne klare sig med det tilrådighed værende materiel. En årsag var jo bl.a., at selvom vi jo som drenge altid syntes, der var sne om vinteren, så var det altså ikke i et sådan omfang, at de værende plove ikke kunne klare strabadserne. Først ved snevintrene 1978/ 1979/1980/1981 blev man NØDT til at se på nyt materiel. De to Klimaplove var ikke tilstrækkelige og tenderplovene var lige så gode/dårlige rydningsmæssigt. Træplovene var jo nu udrangerede. Det endte jo op med de underhængte ”Norrlandsplove” på motormateriellet og styrevognen, to sneslynger og endelig Scandiaplovene. Sidstnævnte blev først helt anvendelige, da man ændrede skæret til de nuværende og ikke lodrette.
I øvrigt kan man (næsten som sædvanligt) læse om plovene i ”Årsskrift for Danmarks jernbanemuseum” 1991.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler