Jeg stiger altså på toget mod Buenos Aires. Vognen er er 2. kl. storrumvogn, hvor jeg har sikret mig en vinduesplads. Jeg glæder mig til at hænge ud af vinduet og skyde løs med kameraet, indtil mørket falder på. - men ak! Fem cm fra ruden er der udvendigt monteret en næsten mælkehvid plexiglasplade, så man hverken kan læne sig ud eller bare se ret meget af omgivelserne.

Forklaringen er, at argentinerne morer sig med at kaste sten efter toget.

Jeg bander stygt, men lavmælt. Der sidder en anden rejsende ved siden af mig - en ung argentiner, der hedder Julian, og vi falder i snak. En ung pige har hele sædet bag os for sig selv. Hun hedder Jessica og vil også gerne snakke. Hun fortæller, at der var ledige pladser, fordi en gruppe i sidste øjeblik aflyste deres rejse.

Vi deler vores proviant, og Jessica har som god argentiner en termokande med varmt vand, et krus, et ”bombilla”, det er et sugerør af metal med en si i den ene ende, samt mate, den særlige urtete, som alle hernede drikker i tide og utide. Det bliver en helt hyggelig rejse, selvom jeg altså ikke får set ret meget.

Vi er i Buenos Aires næste morgen.

Jeg har tænkt mig at holde en pause her og genoptage tråden senere. Der er flere ting at se i Buenos Aires, og desuden har jeg planlagt, at vi skal besøge verdens sydligste jernbane samt en veteranbane i Patagonien. Men som sagt holder vi en pause nu.

Hasta luego - som man siger på spansk.

Vi er ankommet til Retiro-banegården i Buenos Aires, og lokomotivet rangeres væk. Vi holder ved perron uden for den store centralhal

Togstammen ved perron - bemærk vores rejsegodsvogn. Al volumiøs bagage blev transporteret i den

Centralhallen på Retiro. Der holder nærtrafiktog til venstre