Vi er nu oppe i fire kilometers højde, og togpersonalet udleverer tørrede coca-blade som et middel mod højdesyge. (Ja, man kan også udvinde kokaïn af dem, men koncentrationen i bladene er meget lille.) De skal tygges og opbevares i den ene kind. Der findes også en iltflaske med tilhørende maske i hver vogn til akutte tilfælde.

Her er målet for vor udflugt: Polvorilla-broen. Den er banens højeste punkt, sporet ligger 4.220 m over havoverfladen. Selve broen er 63 m høj, 224 m lang og stærkt kurvet.

Vi har en times ophold her ved broen, og driftige souvenirhandlere er i fuldt sving.

Disse to señoritos solgte flotte sten for 1 peso stykket.

Vi kører tilbage til stationen San Antonio de los Cobres, hvor man kan skifte til bus og være tilbage i Salta to timer før toget. En del af passagererne vælger denne løsning, men jeg bliver naturligvis ombord. På billedet her er vores lokomotiv blevet vendt på et trekantspor, og vi er ved at være klar til afgang.