Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Rejsekort bekræfter - Periodekort kræver check ind og ud (Trafikpolitik)

af Morten Flindt Larsen, 16/2 2014, 03:18 (3943 dage siden) @ PD Hansen

Ja, det bliver godt nok interessant at se, om trafikselskaberne så vil til at udstede kontrolafgifter - de såkaldte "dummebøder" - til periodekortbrugerne for manglende ind- og udcheckning ved rejser, som de beviseligt HAR betalt for.

Ved almindelige rejsekortrejser kræver systemets grundlæggende logik jo, at man checker ind og ud, for at rejsens start- og slutpunkt og dermed betalingen kan registreres. Først når rejsen er afsluttet, og der er checket ud, sker betalingen. Dette kræver rejsekortsystemets logik som udgangspunkt ikke ved et ubegrænset antal rejser inden for et bestemt område. Her kan kravet om check ind og check ud alene skyldes statistikformål, MED MINDRE at trafikselskaberne har været så snu, at de har "omdefineret" periodekortet til et være produkt, hvor periodekort-rabatten først træder i funktion, efter at der er foretaget et vist antal rejser, og det endelige regnskab for brugen af kortet derfor ikke afsluttes ved købet, men først efter at kortets gyldighedsperiode er udløbet.

Hvis periodekortet er "omdefineret", så prisberegnes der indledningsvis, som hvis der i stedet for på periodekort rejses på klippekort. Først efter et vist antal rejser træder periodekort-rabatten i funktion. I så fald vil et "Rejsekort-periodekort" med check ind og check ud faktisk være en forbedring i forhold til det nuværende periodekort, idet forbrugeren så ikke kommer til at betale for meget, hvis han/hun af en eller anden grund ikke udnytter periodekortet fuldt ud indenfor gyldighedsperioden. Et sådant kort må f.eks. Forbrugerrådet og pendlerorganisationerne da kunne bakke fuldt ud op omkring, idet forbrugerne dermed ikke "bliver snydt", hvis deres rejsemønster ikke kommer til at svare helt til det, som de forestilledes sig, da de købte kortet. Ligeledes vil det med ind- og udchekning altid være muligt for kunden at se præcis hvor meget, han/hun rent faktisk har sparet med kortet i forhold til f.eks. almindelig billetpris eller i forhold til kørsel i egen bil, og det vil mange sikkert synes, er en god ting.

Er kortet "omdefineret", som det er beskrevet ovenfor, hvilket jeg tror det er, så skyldes kravet om ind- og udcheckning altså ikke trafikselskabernes "statistikkløe" men er derimod i forbrugernes egen interesse. Hvis det endelig regnskab og dermed betalingstransaktionen for kortet først afsluttes ved gyldighedsperiodens udløb, så kan trafikselskaberne - og i og for sig også kunderne selv - godt kræve ufravigeligt, at hver enkelt rejse registreres med check ind og check ud.

Ligesom funktionaliteten af billetter og klippekort er "omdefineret" ved indførelsen af Rejsekortet, så bliver periodekortene det givetvis også. Grundlæggende er det sælgerne af et produkt (i dette tilfælde trafikselskaberne), der suverænt bestemmer produktets udformning - ikke forbrugerne. Dem lytter man anstændigvis til, og så gør man i øvrigt som producent, hvad man synes er bedst for forrentningen og for kunderne. Det gælder, uanset om der er tale om vaskepulver eller rejsekort, når blot den gældende lovgivning overholdes. Endelig forholder det sig jo faktisk sådan, at et rejsekort rent fysisk er et rejsekort, uanset hvordan der prisberegens "inde bag" kortet. Klippekort og periodekort eksisterer snart ikke længere, og gammeldags billetter vil kun blive købt af et fåtal.

Vh
Morten


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak