Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Godsbanegården (Generelt)

af Steff, 3/3 2012, 17:26 (4654 dage siden) @ Ole Hansen

Hvorfor det hedder Gb?

Der har jo været et svar, men jeg synes, at vi skal gå helt tilbage, så vi muligvis bedre kan kan forstå sammenhængen.

Ind til 1911 lå Københavns Hovedbanegård med tilhørende satellitstationer på arealet ca. mellem den nuværende Vestersøgade, Gyldenløvesgade, Vesterbrogade/Gammel Kongevej. Hovedværksted og remiser lå i området ud mod Sankt Jørgens sø.
Indledningsvis – efter 1892 – residerede 4. Maskinsektion på Sjælland/Falster og Roskilde, Masnedsund, Helsingør, Kalundborg, Slagelse, Skælskør og Nykøbing havde hvert et Maskindepot (Mdt). På grund af Københavns størrelse og den måde strækningerne var anlagt på, havde man hér indledningsvis to Mdt, nemlig København H og København Ø.
København H lå som ovenfor beskrevet, mens København Ø lå ved Østbanegaarden (det nuværende Østerport station).
Omkring århundredeskiftet (1800/1900) begyndte man at opfylde arealerne, hvor i dag Centralværkstedet, Ørstedsværket (Diesel House) og sporgrupperne Belvedere ligger.
Her byggede – under ledelse af Maskindirektør O. F. A. Busse (den yngre) – DSB sit nye Centralværksted samt den store godsbanegård. Og da København H var erkendt alt for lille og der var tanker om i ”fremtiden” at bygge en ny hovedbanegård, var det jo en selvfølgelighed, at Godsbanegården (Gb) skulle have sit eget nye store og meget moderne Mdt. Og da nu København H var optaget, blev det naturligt til Mdt Gb, i daglig omtale bare ”godsbanegården” eller Gb.
Faktisk var Mdt København H mere eller mindre i brug helt frem til Boulevardbanen indviedes omkring 1920. Årsagen var den, at Nordbanetogene udgik fra Nordbanestationen, der lå næsten lige overfor Grevinde Dannerstiftelsen.
[image]
Hovedværksted og Mdt. København H set over Klampenborgstationen, i baggrunden Vesterbro og til højre Sankt Jørgens Sø.

--
Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak