Niels'erne er på banen - og enige:

Og Niels´erne har ret - det er smalsporsudgaven af den store Garrett i dette indlæg.

South Australian Rail 402 bygget af Societe Franco-Belge de Materiel des Chemins de Fer Raimes i Frankrig på licens fra Beyer, Peacock og Co. i 1953. Maskinen blev bygget i Frankrig fordi fabrikken i Manchester havde ordrebøgerne fulde.

Men nu tilbage til begyndelsen. Den 9. januar tog jeg S-toget fra Sydney til Blue Mountains 1½ times kørsel vest for Sydney. Her ligger veteranbanen Zig Zag Railway, som var målet for dagens tur. Banen åbnede i 1869 som den første bane gennem Blue Mountains og for at undgå at skulle bore lange tunneler besluttede man, at lade banen zigzagge sig op ad bjerget, dvs. skifte kørselsretning to gange. Banen blev hurtigt en flaskehals og i 1910 blev en ny strækning gennem 10 tunneler åbnet og Zig Zag delen nedlagt.
I 1972 blev The Zig Zag Railway Co-op Ltd. stiftet med det formål at genoptage driften på banen. Da der var stor mangel på normalsporet veteranmateriel, blev det besluttet at genlægge banen som 1.067 mm smalspor for at kunne køre med materiel fra Queensland og South Australia.
Banen har været en del uheldig gennem tiden; i 1997 ødelagde en stor skovbrand et signalhus og adskillige vogne. Sidste år havde man et frontalt sammenstød på banen selvom der kun var et tog på linien. Havarirapporten kan læses <her>. Man har endvidere fået inddraget tilladelsen til at køre med damp af årsager, jeg ikke kender.

Perronen på stationen Zig Zag må være en af de korteste S-tog perroner i verden. Inden ankomsten til stationen blev passagerer til Zig Zag bedt om at gå til bagerste dør i bagerste vogn.

Dagens ture på banen blev udført af dette 2-vogns skinnebussæt bygget 1960 af Comeng Ltd., Queensland.

Så er vi på vej. Der er faktisk kun 1 "zig" på banen da det andet "zig" ligger i bunden af dalen og dette ben bruges af s-tog og fjerntog.

Her ses alle tre ben; nederst det dobbeltsporede normalspor, i midten (over viadukterne) det midterste ben og øverst (over klipperne) det øverste ben til stationen Clarence.

Efter 20 minutters kørsel nåede vi toppen og stationen Clarence i 3.658 fods højde; det svarer "kun" til 1.115 meter og føltes ikke helt bjergagtigt.

Tilbage i dalen tog jeg en runde blandt det hensatte materiel. Først et diesellokomotiv fra Emu Bay Railway i Tasmanien. Det var bygget af Tasmanian Government Railway i 1966.

I den kombinerede remise og vognhal stod Queensland Rail BB 18 1/4 1072 bygget i 1956 at Walkers Ltd, Maryborough, Queensland og Queensland Rail AC16 218A bygget i 1943 af Baldwin Locomotive Works, USA.

Queensland Rail C17 934 bygget i 1949 af Clyde engineering Co. Sydney.

Queensland Rail C17 966 bygget i 1951 af Walkers Ltd, Maryborough, Queensland.

Queensland Rail DD17 1047 bygget i 1951 af Ipswich Railway Workshops, Brisbane, Queensland.

Endnu en class DD17: Queensland Rail DD17 1049 bygget i 1951 af Ipswich Railway Workshops, Brisbane, Queensland.

Og apropos al den snak om Queensland så er jeg nu selv flyttet til Queensland men mere om det senere.

Cheers!