Hej.

Den rejste sag om det tidligere Carl Nielsen-lokomotiv i USA har, som Carsten skriver, for længe siden været behandlet i Tipvognen, Industribaneklubbens Tidsskrift. Det er nok omkring en snes år siden? Som forfatter til artiklen giver jeg min tilladelse til, at forummet her bringer en skanning. Jeg regner også med, at bladet/foreningen bifalder.

Når jeg ikke skanner selv, er det fordi, jeg som sædvanlig - når der er spørgsmål af industribanemæssig karakter i forummet her - er på rejse, og jeg bringer desværre hverken min samling af Tipvogne eller mit arkiv med mig.

Desværre er det aktuelle lokomotiv endnu ikke renskrevet elektronisk i min pc. Artiklen er så gammel, at en kopi heller ikke ligger i mit elektroniske artikelarkiv.

Til Niels Munch: Lokomotivet med billede fra Odense havn er Carl Nielsen nr. 6, mens lokomotivet i USA er Carl Nielsen nr. 7. De ligner sandsynligvis hinanden, men der er et par tusinde byggenumre til forskel.

Har jeg i øvrigt ikke allerede én gang her i forummet redet trådene ud angående dette lokomotiv?

Den kilde, der er henvist til, og som amerikanerne også bruger til lokomotivbestemmelse er en gammel tysk kilde. En meget flittig tysker lånte for mange år siden lister fra adskillige lokomotivfabrikker og renskrev dem og duplikerede dem på sværteduplikator og solgte dem. Desværre for den gode idé, blev listerne meget hurtigt piratkopieret og spredt for alle vinde. Så stopper sådanne gode initiativer naturligvis. Desværre angiver listerne også kun køberen samt visse andre data som sporvidde og type. Ofte var køberen angivet som en mellemhandler, og så er vi lige vidt. Angivelsen bygget til lager, siger os heller ikke noget. Mange af mergelmaskinerne angives leveret til Hedeselskabet, men desværre ikke til hvilket mergelselskab. Desværre havde manden med det gode initiativ enten for travlt, eller han kunne ikke altid læse håndskriften, så angivelserne var ofte værre end ingenting. Tunis Bege er et typisk eksempel på en sådan fejllæsning. D. Coles bog om danske industribanedamplokomotiver bugner af morsomme eksempler på dansk/engelsk læsning af tysk, måske endog gotisk håndskrift, der jo benytter helt andre bogstaver end nutidigt tysk.

Som en i forummet her meddeler formeligt støvsugede amerikanerne Europa for små damplokomotiver. Også Danmark leverede flere. Lokomotivet her kom formentlig fra Carl Nielsens plads ved Søby, hvor der en overgang stod adskillige lokomotiver. Carl Nielsen havde brugt dem i brunkulslejerne, men hen mod 1960 var det ved at være slut med brunkulssalg til private, og til de store kraftværker klarede man sig med transportbånd. Hvad der var tilbage af kørsel på spor klaredes med nogle kraftige diesellokomotiver, hvoraf der står to hos Hedelands Veteranbane i Hedehusene. Når Carl Nielsen ikke straks lod lokomotiverne ophugge, var det fordi han regnede med en snarligt kommende storebæltsbro, og gjorde man, som man plejede, antog man også ham til arbejdet, og så var damplokomotiver endnu dengang det eneste, der kunne køre dæmninger ud i Storebælt. Da diesellokomotiver ret hurtigt efter blev konkurrencedygtige, og vedtagelsen af byggeriet trak ud, påbegyndte han salg/ophugning.

Nu var det naturligvis ret besværligt for en købelysten amerikaner til en have-, park- eller tivolibane ubeset at købe materiel i Europa, hvor vi bortset fra briterne normalt regner i millimeter, og amerikanerne regner i tommer. Det aktuelle lokomotiv kom aldrig ud at køre på parkbanen, da sporvidden ikke passede. I dette tilfælde opdagede køberen det først efter ankomsten til USA. I andre tilfælde opdagede han det, mens lokomotiverne (to styk) endnu stod på Århus havn. Købet annulleredes, og lokomotiverne ophuggedes på stedet. Hvilke lokomotiver, det drejede sig om, ved jeg desværre ikke.

I Drehscheibe har tyskerne en liste over tyske lokomotiver, der er gået til USA, men tyskerne kørte med standarder: 600 mm, 750 mm eller 900 mm. Et 600 mm lokomotiv kan formentlig køre på to engelske fod med lidt god vilje? I listen optræder et lokomotiv fra Müller & Altvatter. Der burde have været to, mener jeg, og de kunne have været i Danmark på værnemagtsarbejder, men hentet hjem i sikkerhed inden krigsafslutningen. M&A havde imidlertid mange lokomotiver, så det kan godt have været andre af dem, der har været her i landet. Jeg mener, at to af M&As lokomotiver kom til Lyrskov (Lürschau) ved Slesvig, hvor de kørte endnu i 1960 som Tysklands sidste entreprenørdamplokomotiver i daglig drift. Også vejinspektørens lokomotiver fra motorvejbyggerierne beslaglagdes af OT i vid udstrækning og i hvert fald tre af dem forsvandt i Danmark efter krigen. Andre kunne være sendt tilbage, mens tid var, for når de er havnet i USA, er de i hvert fald ikke ophugget her i landet efter krigen.

Tilbage til sporvidden. Carl Nielsen kørte på 785 mm. Enkelte 750 mm lokomotiver kørte på 785 mm baner, men der er næppe tvivl om, at lokomotivet har haft sporvidden 785 mm.

Hvorfor Jens Merte skriver 750 mm, kan jeg ikke forklare. Hvorfor amerikanerne angiver 600 mm, kan jeg heller ikke forklare. De har næppe omsporet dem? Mit bedste bud er en regnefejl i omsætnignen af 785 mm til amerikanske tommer og så på museet igen til mm, som de vitterligt angiver.

Mere, når en eller anden finder det nævnte nummer af Tipvognen, eller jeg får renskrevet netop dette lokomotiv på edb.

Bent Hansen.