Arrrrgh - nu igen! (Generelt)
Jeg har lige måtte tælle til 10 inden jeg sætter mig og skriver dette indlæg.
Fra en læser på Langeland har jeg netop modtaget en række billeder af en helt ny bog om Langelandsbanen, der bl.a. er til salg i Brugsen i Rudkøbing. Titlen er "Langelandsbanen - Danmarks smukkeste jernbane 1911-1962", er skrevet af Ulla Arndt Madsen og er på hele 239 sider. I bogen viser det sig, at omkring 20 sider består af tekster og tegninger kopieret direkte fra Jernbanen.dk!
Det er mig en gåde, at man uden at blinke, stjæler mit arbejde. I afsnittet om Langelandsbanen på Jernbanen.dk er der 86 små tegninger, som jeg i gennemsnit har været en halv time om at lave; dvs. over 40 timers arbejde. Hertil skal lægges gennemgang af over 200 bøger, over 1.000 jernbaneblade, adskillige arkiver og et utal af fotosamlinger; et arbejde der ikke kan gøres op i timer.
Erik V. Pedersen har også "leveret" sporplaner og billeder til bogen, men her har der vist været en form for aftale og EVP har modtaget et eksemplar af bogen.
Spørgsmålet er, hvad jeg skal gøre nu, hvor bogen er udkommet? Skal jeg kræve den trukket tilbage, trække på skuldrene eller noget helt tredie? Jeg er åben for gode ideer.
--