Et er at man ikke kan vide hvad der vil ske, noget andet er om man har en fornemmelse. Sidstnævnte er så igen baseret på det indtryk, den potentielle køber gør, og hvilke erfaringer man eventuelt måtte have med vedkommende. Er det en erfaren klub eller persongruppe, der allerede har en plads klar i en remise eller vognhal? Eller er det en flok naive optimister, der tror at det er tilstrækkeligt at stille tingene op på det nærmeste sidespor?

Selvfølgelig er ophugning aldrig nogen ønskeløsning. Men for den der ikke vil have sit gode navn og følelser involveret i hvad som helst, kan det altså desværre nogle gange være et seriøst alternativ. Ikke at man stræber efter det, men det kan være noget der overvejes alvorligt, hvis eneste anden mulighed efter alt at dømme vil dække over 15-20 års forfald og ophugning i sidste ende alligevel.

Hvorfor denne til tider barske tankegang hos ejerne? Bitre erfaringer, både egne og andres. Hvor meget bevaringsværdigt materiel er ikke gået tabt, fordi de fik lov at stå udsat for vejr og vind i årtier? Og mens det kan være nemt kan være nemt nok at skaffe penge og hjælpende hænder, når noget skal erhverves, så kan det hurtigt komme til at knibe, når tingene skal restaureres og vedligeholdes bagefter.

Eller for at vende tingene lidt om og tage et konkret eksempel: hvem her ville i ramme alvor have solgt noget til Esbjerg Jernbane Klub?

Med venlige vurderende hilsner
Leif Jørgensen
- der gerne vil understrege heller ikke ønsker ophugning men blot påpeger den tankegang, der nogle gange kan ligge bag ubehagelige beslutninger.