“Man” er flere Der er koncepter flere steder i Europa, hvor pakketransport kan ske via passagertog (svenske snälltåget har fået penge til det), men der er også nogle, der forsøger at gå “all in” med deciderede blandettog med hastigheder mellem 120 og 160 km/t - hvilket er ret svært, da reglerne for blandettog er gledet ud af det ellers ganske omfattende regelkompleks.

Hvilken transportopgave er det godsdelen af disse blandettog skal løse? Vognladninger? Pakkegods til stationerne undervejs? Som alligevel kun består af en perron og et læskur uden personale til at opbevare/udlevere pakkerne, endsige modtage pakker den anden vej?

Hovedproblemet med jernbanegods i vore dage er vist at industrivirksomheder ikke længere placerer sig så de har sporforbindelse. Så godset skal omlades både i den ene og den anden ende af rejsen og køres på gummihjul de sidste par (dusin) kilometer til modtagerne. Jeg har svært ved at se det hjælper på et relevant problem at fifle med om godsvognene kører i et blandettog eller et dedikeret godstog.

I første omgang virker det rigtignok besnærende at kunne have godsbetjening på nærbaner med så intensiv passagertrafik at der ikke er plads til et godstog i køreplanen. Men disse baner mistede jo i almindelighed godset før passagertrafikken nåede det niveau hvor det er umuligt at køre gods. Der er hverken industrisidespor eller læssespor på dem mere (og hvad skal man alligevel med et læssespor ved det lokale togstoppested hvis man på en times tid kan køre sin lastbil til en rigtig godsterminal med containerkraner og anden mekaniseret infrastruktur -- selv inklusive ekstra køretid går det hurtigere end hvis chaufføren selv skal i gang med den håndholdte palleløfter).

Og de steder hvor passagertogene kører så tæt at der ikke kan presses et godstog ind mellem dem, er der ihvertfald heller ikke tid til at de rangerer med godsvogne undervejs alligevel. Selv hvis koblingerne passede, kan man altså ikke bare sende en vognladning til Buddinge med S-toget.