Godaften

En lille pudsighed vedrørende IC4, når der nu er kommet en bog om købet.
For 1 års tid siden havde jeg selv den fornøjelse af at ”pilote” en sådan, selvfølgelig med kørelærer stående bagved. Bortset fra nogle fejl, der skal kvitteres for ved hver start, man kan ikke kvittere for alle fejl på en gang, sikkerhed, så er det noget af det mest lette og teknisk smarte der findes. At koble toget op og klargøre førerrummet gøres nemt ved at indtaste tognummer mv. og automatisk bliver førerrummet koblet op, HVIS stamdata stemmer. Der kan altså ikke snydes!

Toget har en fantastisk acceleration, ved ikke hvordan det føles i passagerafdelingerne, men man mærker virkeligt at man kommer gennem gearområderne hurtigt og vupti får man lige en advarsel for at være oppe på 180 km/t. Nedbremsning, stop og frigivelse af døre enkelt og simpelt.

De lokomotivførere jeg talte med på den side af bæltet hvor jeg kørte, var alle glade for togsættet og synes det var en bedre arbejdsplads end f.eks. IC3 og IR4.
I forrige weekend talte jeg så med et par førere på den anden side af bæltet og de havde også kun lovord tilovers for IC4. Så mon ikke, at det slet ikke er så slemt som mange vil gøre IC4 til på det nuværende stade, efter DSB har fået gennemført de påkrævede rettelser og ændringer.

Jeg glæder mig til at læse bogen for at se forfatteren indledningsvise konklusioner. DSB’s forhandleres totale manglende evne til at slå i bordet og falde for trusler fra tudefjæs italienere fra BREDA, om at dette eller hint ikke kunne lade sig gøre. Kan næsten høre dem sige: ”Mama mia, I have four children at home and a very il wife and I can´t pay for the school, parmasan and hospital if you don´t accept our terms…”. Og sidst, at DSB hang på togsættene, da de indgik i værdisætningen af etaten på et vist tidspunkt.

Jeg nægter at tro at hvis ikke der havde været et politisk pres på direktionen, kunne Gadaffi have fået alle togsættene!!

Med venlig hilsen

Steffen Dresler