Hjælp til identificering af jernbanebilleder fra Spanien

af Niels Munch, 6/2 2025, 00:13 (1 dag, 17 timer, 27 min. siden) @ Peter Roland Hansen

I samlingen af SvJ's Spanien-billeder fra 1963 findes blandt en håndfuld s/h-fotos fra FC de Onda al Grao de Castellón (OGC) dette:

[image]
SvJ 10140155

..... og man undres over, hvorfor SvJ fotograferede en kiosk, en port og et spor i gaden. Svaret gav Google Lens med dette billede:

[image]
Tog til Onda ved udkørslen fra Castellón al Grao stationen i 1961. Toget hed i folkemunde "la Panderola". Bemærk trolleybussen t.v.
Foto: Edwin Wilmshurst (public domain).

Men SvJ må have været der efter 31.08.1963, hvor banen lukkede, ellers havde han nok fotograferet toget, hvor det kørte i gaden gennem Castellón de la Plana. Han måtte nu nøjes med porten samt et par andre skud fra stationen, som afspejlede "0" aktivitet.

Lokomotivet er i øvrigt OGC nr. 8, Krauss 2393/1890, en 750 mm 0-C-1 T to-cylindret compound maskine ligesom banens nr. 5, 6 og 7, de første compound-maskiner i Spanien.

Bemærk også trolleybussen; den betjente en 11 km strækning gennem byen. La Plana trolleybus-systemet var planlagt allerede i 1942, koncession givet 1947, 600V DC anlæg godkendt 1951 efter en diskusion om 1200V DC, og linjen indviet 1961. Dette absolut sendrægtige forløb tilskrives bureaukrati og materialelmangel. Der var påregnet indsat i alt 10 vogne, men man anskaffede kun 4. Da det skete i 1956, var vognene allerede umoderne ved driftsstart. De var desuden tunge, langsomme og ufleksible i den tiltagende biltrafik, hvilket alt i alt - i stedet for udbygning - førte til opgivelse af trolleybusdriften i 1966, efter blot 5 år.

Sideløbende hermed arbejdede statslige EFE, der siden 1932 havde forvaltet banen, på en konvertering til meterspor (som er "det normale spanske smalspor") og elektrisk sporvognsdrift, men mødte modstand hos både provinsråd og bystyre, der foretrak trolleybusløsningen. I stedet lukkede banen så pr. 31.08.1963, og SvJ fotograferede vist ikke engang en af trolleybusserne.

Så I må nøjes med dette:

[image]
En af de 4 anskaffede Pegaso-trolleybusser i Castellón de la Plana 1966, foto: Jeremy Wiseman (public domain).

Nå, oven på dette gevaldige sidespring tilbage til OGC stationen i Castellón, hvor SvJ fandt disse 2 kolde damer:

[image]
SvJ 10140152

Et nærmere studium af den cirkelrunde fabriksplade afslører "Hohenzollern", og da de 2 lokomotiver - bortset fra det flittige OGC-værksteds småpillerier - er ens, kan de bestemmes som Hohenzollern 2315 og 2316/1907 (eller omvendt), begge 0-C-0 T og overført fra FC Palamós-Gerona-Bañolas (PGB) i 1960.

PS: I 2008 fik Castellón de la Plana atter en trolleybuslinje, oven i købet benævnt "TRAM de Castellón" - som politiske røster vil af med ved koncessionsudløb 2030.

Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak