Det stærkt moderniserede Wagons-Lits materiel og i øvrigt en masse andet ombygget persontogsmateriel rundt omkring i verden som lukrerer på Wagons-Lits brandet og andre luksustilbud fra kommercielle operatører, er som du rigtigt skriver rettet mod et luksusorienteret publikum som ikke forventes at være interesseret i historisk korrekte vogne, men er tilfredse med nyfortolkede interiører som for en dels vedkommende langt overskrider hvad de oprindelige kunne tilbyde af luksus.

Selvfølgelig er nogle af nutidens Orientexpress’ interiører mere eller mindre tidstro, men der er også en skok af vogne omkring i verden som er nybygget med et rent generisk udtryk som mange gange er vildt overdrevet. Det er drømmen der sælges, ikke en realistisk oplevelse. Det kan sikkert være en behagelig oplevelse hvis man har lyst og penge til sådan noget, men man skal nok ikke forvente at kunne “tælle nitter” hvis man som toginteresseret planlægger at gøre sin kone flov på en tur med på et “klassisk luxustog”.

Set med jernbanehistoriske og veterantogsmæssige øjne er skurken her nok firmaet "Wagons-Lits Diffusion", som ejer og udnytter Wagons-Lits immaterielle arv for usselt mammon. Skal man lave en bog, et modeltogsprodukt eller vover man at forestille sig at man ville køre en enkelt tur med en Wagons-Lits vogn i et veterantog så skal man til pengepungen, i en sådan størrelsesorden at det er ganske urealistisk for danske veterantogsoperatører. Der er så heller ikke noget Wagons-Lits materiel udover museets, men drømmen har været drømt.