En Henschel i Horsens
Jeg har gennemgået en del billeder af Henschel-maskinerne og er på det grundlag enig i konklusionen, at billedet må vise HV 1. Eller rettere: HV L 105, som blot aldrig fik dette nummer påmalet. Jeg bygger min konklusion på følgende:
De to ”overlevende” maskiner HV 2 og HV 3 kan vi udelukke. HV 2 blev jo omnummereret til L 106 og havde dette nummer påmalet, da det fremførte DJK-nedlæggelsestoget på HV i januar 1962. Og de originale messingskilte ”HV” og ”2” var fjernet. Lokomotivet blev efter nedlæggelsen af HV jo til HOJ L 406, og dette nummer fik lokomotivet også påmalet, som det ses her. Det er vel utænkeligt, at ”L 106” først blev påmalet kort inden udflugten for kort efter at blive overmalet. Så lokomotivet har højst sandsynligt været påmalet ”L 106”, da vort nye billede blev taget i 1959. Og dette nye billede viser jo et lokomotiv med messingskilte og intet påmalet nummer. HV 3 var i 1953 blevet til L 107 og er fotograferet med dette nummer påmalet allerede i ca. 1955 og uden messingskilte.
De fire øvrige Henschel-maskiner gik til ophugning i Odense i 1962. Ifølge Jernbanebladet 9/1962 blev de 4 loko sammen med en sneplov og 36 vogne befordret Horsens-Odense den 1.9.1962 – i øvrigt med MX 1028 som trækkraft. S. A. Guldvang fotograferede dagen før eller få dage før de fire maskiner oprangeret i en række ved remisekomplekset, alle med skorstenen mod nord. Billedet findes i bemeldte nummer af Jernbanebladet samt i På sporet af 60’erne og Vigand Rasmussens bog om Bryrupbanen. Det er åbenlyst, at nordligste maskine i dette ”ligtog” var HOJ L 405, som var uden de originale messingnummer- og ejendomsskilte, men i stedet havde nummeret påmalet vandkasserne. De øvrige tre maskiner var ifølge Vigand Rasmussen HV 1, HBS 1 og HBS 3, og jeg formoder, at det var i denne rækkefølge. Det må være disse tre maskiner, som her ses oprangeret på samme sted tidligere i 1962 – og endnu ikke med HOJ L 405 indrangeret foran. Jeg vil hævde, at den forreste af de tre maskiner er HV 1, og at det er samme maskine som på ESAs ”nye” billede i trådstarten. Det bygger jeg på, at man ser dampudgangen ligge på fodpladen ligesom på remisebilledet. Og ydermere er forreste maskine uden isolering på dampvarmeledningen lige under barrierepladen – ligesom maskinen i remisen i 1959. De to efterfølgende maskiner på billedet fra Jernbanekilder ser ud til at have isolering på en del af varmeledningen. Bageste maskine er ifølge Vigand Rasmussen HBS 3, og bemærk, at den på jernbanekilders billede såvel som Guldvangs billede ser meget ”afpillet” ud. Begge hovedluftbeholdere og alle rør på kedelryggen er afmonteret. I signalposten 3/1982 findes et billede af HBS 1 indrangeret mellem to andre Henschel-maskiner, og billedet er taget dagen før ophugningstogets afgang. Man kan se, at maskinen bag HBS 1 er den afpillede HBS 3.
Hvad angår HBS 3, så findes der her to billeder fra 1952, som begge viser isolering af varmeledningen, men som ydermere viser, at røret, der foran dampdomen er ført henover kedelryggen, er bukket i facon, hvor det krydser røret til blæseren. Tilsvarende buk ses ikke på de to forreste maskiner på Jernbanekilders billede. Så det må underbygge, at bageste maskine af de tre må være HBS 3, som så på fototidspunktet har fået fjernet det pågældende samt andre rør udvendigt på kedlen.
Med venlig hilsen
Ole Lund Jensen