Højer Sluse (del 1, 8 billeder)

af Niels Munch, 24/8 2024, 14:44 (92 dage siden)

Under sommerens ekspedition til bl.a Nordfriesland kunne et gensyn med den gamle Højer Sluse passende kombineres med indtagelse af den medbragte feltkost.

[image]
Vidåen og "indersiden" af Højer Sluse, 30.06.2016 (nm).

Den gamle Højer Sluse blev bygget samtidig med Højer-Siltoft-diget 1861, og på ydersiden (vestsiden) af diget anlagdes en lille havn:

[image]
Højer Sluse, havnen på "ydersiden" set fra slusebroen, 08.07.2024 (nm). Længst ude anes den nye Vidåsluse fra 1981.

I dette idylliske og fredelige miljø høres kun vestenvind og fuglesang; men lytter man grundigt efter, høres også historiens vingesus.

I sidste halvdel af 1800'tallet fik det bedre tyske borgerskab smag for kurophold, og her var øen Sylt et oplagt mål. Og da jernbanen nåede Tønder i 1867, blev rejsen lettere. Godtfolk blev færget over Vadehavet fra Højer Sluse til Munkmarsch på Sylt, hvorfra der i 1888 blev anlagt en godt 4 km lang, metersporet bane til øens hovedby Westerland.

[image]
Munkmarsch, anløbsbroen med tog fra Westerland fremført af en af de første Krauss-maskiner (udateret postkort).

..... og på den lille havn ved Højer Sluse kunne trafikken under tiden være ganske intens:

[image]
Havnen ved Højer Sluse med skibe bl.a. Auguste Victoria, der sejlede passagerer fra Højer til Munkmarsch. Datering efter 1919. Fotograf: Ukendt. Højeregnens Lokalhistoriske Arkiv - Nummer: B5511.

Men stadigvæk skulle borgerskabet fragtes i hestevogn mellem Tønder og Højer Sluse, indtil der - efter bl.a. pres fra Westerland - blev anlagt en bane her i 1892. Så var rejseforløbet "fuldt mekaniseret" og kunne markedsføres med bl.a. tidens emaljeskilte:

[image]

På foto ovenfor reklamen ses 2 hjuldampere samt en skrueskib. De tilhører rederiet Sylter Dampfschiffahrtsgesellschaft (DSG), der blev stiftet 1882, primært for at drive overfarten her, og som blev ejere af jernbanen Munkmarsch-Westerland. Rederiet blev senere engageret i såvel Nord- som Sydbanen på Sylt.

[image]
Tre DSG-hjuldampere ved Højer Sluse. Poststemplet den 26. august 1900. Fotograf: Hansen, A.M., Højer. Museum Sønderjyllands Mediearkiv - Nummer: B76659.

Bag Højer-Siltoft-diget ses f.v. stationsbygningens 1. sal, slusemesterens hus og endelig slusen med lukkede porte. Hvis vi klaver op på diget igen, ser vi i blikretning nord slusemesterens hus:

[image]
Højer Sluse med slusemesterens hus, 08.07.2024 (nm).

Og i træbevoksningen bagved t.v., på digets inderside, lå stationsbygningen:

[image]
Højer Sluse (før 1928, hvor stationsbygningen nedrives). Fotograf: Fangel, Peter. Museum Sønderjyllands Mediearkiv - Nummer: B50104.

1. hus er slusemesterens, derefter ses 1. sal af stationsbygningen, hvorfra der var direkte adgang til digekronen, rage op.

Om selve Tønder-Højer-Højer Sluse banen, herunder om "korridortrafikken" efter genforeningen 1920 og indtil ibrugtagningen af Hindenburgdamm i 1927, er litteraturen righoldig, og referencer bringes i del 2.

Fortsættes i del 2 .....


Hele emnet:

 RSS Feed af emne


Norske lokomotiver
Norske lokomotiver

Her er en oversigt over alle norske lokomotiver, fra det første damplokomotiv, der blev sat i drift på privatbanen Norsk Hovedjernbane i 1854, til de nyeste el- og diesellokomotiver hos CargoNet og CargoLink. Listen inkluderer også NSBs smalsporede damplokomotiver.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak