Hostrup Teglværk, Hobro (1887-1904-1973) - 2. del
..... fortsat fra 1. del:
Muligvis Hostrup Teglværk. KB Billedsamling - ID: JonalsA0456.tif.
Via bl.a. maskinelle processer blev leret renset og æltet til en blød, formbar masse i skikkelse af en pølse, der på et afskærebord blev udskåret i til mursten, som efter ophold og pleje i tørreladerne gennemgik en omhyggelig brændingsproces i ringovnen. Efter brænding sattes stenene til afkøling i det fri.
Tiderne for værket var ikke lige nemme, og i 1918 sattes værket til salg, hvilket dog ikke skete, idet Gammelgaard Carlsens sønner fortsatte med at drive værket, på et tidspunkt omdannet til et I/S.
Hostrup Teglværk. Blik mod nordøst. Sylvest Jensen Luftfoto. År: 1946-1969. KB Luftfotosamling - Id: sylvest_nks_04485.tif.
Hostrup Teglværk. Blik mod sydvest og Hobro Vesterfjord. Sylvest Jensen Luftfoto. År: 1946-1969. KB Luftfotosamling - Id: sylvest_nks_05342.tif.
Desværre er tidsangivelserne "svævende", og nogen form for sporplan kan ikke udledes.
O. 1950-60 var leret i skrænterne ikke tilfredsstillende, og man hentede ler med lastbil i Høndrup og Kirketerp nord for Hobro.
KB Billedsamling - ID: JonalsA0458.tif.
Om billedet her er repræsentativt for Hostrup Teglværk, tror/ved jeg ikke, men det er da meget illustrativt?
I 1960 annoncerede teglværket (sammen med andre) med fremstilling og forhandling af et nyt produkt: Armerede tegl-dækelementer - "ROMA Bjælkedæk".
I 1970 brændte teglværket, men ringovnen var uskadt, og værket blev genopbygget, formentlig som første byggeri med stålspær fra ”Hobros Stålkonge” (senere DS-Gruppen), og teglværket kom i gang igen. Men kun til 1973, hvor man lukkede og slukkede. Overlevende teglværker havde kunnet investere i de moderne tunnelovne, hvor den første kom til Danmark 1959, og hvormed det manuelle islæt i produktionen kunne reduceres ganske betragteligt. Se evt. ”Ingeniøren” om effektivisering af dansk teglproduktion i bladets nr. 1/1965.
På Hostrupvej fortsatte mørtelværket samt den vognmandsforretning, der bl.a. havde kørt tegl, med tilhørende lastbilværksted. Men i 2003 blev grunden ryddet, og der blev opført en LIDL dagligvareforretning. Desuden er tilkommet boligbyggeri; men et par enkelte huse, opført i teglværkets tid, eksisteret stadig.
Det var, hvad jeg kunne klemme ud af nogle flere Jonals-billeder.
Hovedkilde: Keld Juul Nielsen ”Hostrup Teglværk – et Hobro-teglværks historie”, Hobro Museumsforenings Årsskrift 2018 (kan rekvireres ved biblioteket).
Øvrige kilder/henvisninger via ”de indbyggede links”.
Billederne fra Det Kongelige Bibliotek skulle alle – i skrivende stund - være ”klikbare”.
M.v.h.
Niels