Vognkasse, Gislev på Fyn, nyt skema
Kære Anders!
Nå, det har for mig været en lærerig proces at ”forske” i de korte 12 båres ambulancevognes ophav. Bl.a. er det konstateret, at mange af skitsetegningerne i DRM er forkerte, specielt når vi kommer ned til ambulancevogne ombyggede/ændret til Specialvogne. Man anvender ”en kort ambulancevogns tegning” fra DRM, uagtet om den havde 3- eller 4 fag vinduer + dobbeltdøren i siden.
Ombygningen af vognene skete hovedsagelig ved Scandia i Randers og hvor donorvognene, alle var tidligere 2 akslede kupevogne med enten 4- eller 5 kupeer.
Vognkasser med 4 kupeer, f.eks. litra AE 25X serien, blev ændret til ambulancevogne med 3 fag vinduer og dobbeltdør i siden, mens vognkasser med 5 kupeer, f.eks. litra CB af 51X serien, blev ændret til ambulancevogne med 4 fag vinduer og dobbeltdør i siden. Altså, antallet af kupéer i donorvognen afgjorde antallet af fag vinduer i siden på ambulancevognen.
Med hensyn til ventilation var det almindeligt med jalousier over vinduerne i dørene. Men nogle vogne fik den såkaldte ”Lilliehöökske” dampvarme og jalousierne over dørene fjernedes og erstattedes af luftklapper (postkasse låg) ved siden af vinduerne. Det var faktisk kun ambulancevognene 17, 21 og 22. Resten af de korte 12 båres ambulancevogne havde jalousier over vinduerne i dørene.
Dette gør så også, at vi ved hjælp af udelukkelsesmetoden kommer frem til, at billedet af vognkassen i Gislev på Fyn, med stor sikkerhed er ”Ambulancevogn nr. 12” (sidste DSB nr.). Det passer også med at vognen ikke blev ændret til specialvogn, da gavlen har bibeholdt sin ”røde” farve. Vogn blev udrangeret i 1952 og hensat – fotograferet – sidst i 1956 i Skanderborg. Dens videre skæbne kender jeg ikke.
Herunder nyt skema med bl.a. tilføjelser af Jens Bruun-Petersen.
Herunder tegning af 12 båres Ambulancevogn med 4 fag vinduer og dobbeltdør samt luftjalousier over vinduerne, tegning SGD.
Tak til Jens Bruun-Petersen, Ribe, for kommentarer og tilføjelser.
Med venlig hilsen
Steff