Stationsnærhedsprincippet og Gladsaxe (4 ill.)

af Niels Munch, 8/1 2024, 16:47 (320 dage siden)

God eftermiddag i Forum,

Stationsnærhedsprincippet, som undertiden nævnes i disse fora, indebærer jf. Plan- og Landdistriktsstyrelsen følgende:

Stationsnærhedsprincippet er det overordnede lokaliseringsprincip i landsplandirektivet for Hovedstadsområdets planlægning, Fingerplanen.
Stationsnærhedsprincippet skal sikre en tæt sammenhæng mellem byudvikling og infrastruktur, primært i form af kollektiv transport med tog, og dermed mindske trafikkens negative konsekvenser i form af støj, luftforurening og trafikuheld.

Selv om Gladsaxe Trafikplads er etableret som en busterminal, har den som "transportanlæg" i årevis i planlægningen dannet udgangspunkt for lokaliseringsprincippet - som ét af de få transportanlæg i Hovedstadsområdet uden sporbetjening.

Indtil nu, for i 2025, hvor Hovedstadens Letbane forventes åbnet, får stedet sin "station":

[image]
Vest-øst: Gladsaxe Ringvej B3, nord-syd: Gladsaxe Møllevej. Kilde (med signaturforklaring): https://www.dinletbane.dk/da/status-paa-byggeriet/gladsaxe-kommune/ .

Selv dumpede jeg ned i Gladsaxe medio 1952 på et tidspunkt, hvor Trafikpladsen var under etablering (indviet december 1952) og Ringvej B3 under bygning.

[image]
Gladsaxe Trafikplads umiddelbart efter ibrugtagning (postkort købt i terminalbygningens kiosk).

Triangel-bussen forrest er, ligesom Büssing/DAB'en t.v., fra "De Grønne Busser"; imellem de to en Scania Vabis B22V/Sorø, ligesom Dodge/Sorø-vognen allerbagerst, leveret til "Gladsaxe Ruterne", "snudebusserne" t.h. er fra "De Røde Omnibusser", og foran terminalbygningen en AEC/DAB på København Sporvejes nye "Hurtigbuslinje 38".

Ringvej B3 blev på det tidspunkt i forløbet Buddinge-Gladsaxe Trafikplads-Herlev-Glostrup betjent af buslinje 119 med en grøn Büssing/DAB tilhørende I/S Forenede Rutebiler, der netop var grundlagt i januar 1952 som et "sammenrend" af "De Grønne Busser", de gule "Gladsaxe Ruterne" og "De Røde Omnibusser". Men det varede lidt, inden alle vogne var omlakeret i I/S Forenede Rutebilers postkasserøde farve.

[image]
Fra De Grønne Busser's oprindelige garageplads 1951; nr. 2 f.v. Büssing/DAB fra linje 119. Gladsaxe Byarkiv.

Linje 119 blev nedlagt i 1959, og linje 162 forlængedes fra Herlev til Glostrup. Ved etableringen af HT i 1974 indgik de da offentligt ejede busselskaber, herunder Forenede Rutebiler og Københavns Sporveje, heri (og alt blev snart gult), og da HT etablerede sit S-bus net, blev hele Ringvej B3 betjent af linje 300S, der så i 2025 afløses af letbanen, Gladsaxe Trafikplads får sin station, og Gladsaxe bliver "rigtig stationsnær".

[image]
Hovedstadens Letbane's Siemens Avenio L3-102 i letbanens CMC, Ejby 29.10.2023 (nm).

Og den rutebil, der i min grønne barndom betjente Ringvej B3, da omegnskommunerne boomede, var grøn, ligesom dens skinnebårne afløser bliver grøn.

Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak