Der er nok flere ting, der spiller ind. For eksempel er meget manuelt arbejde i dag afløst af maskiner, der ikke bare kan gå væk fra sporet, når der kommer et tog. Til gengæld slipper man for, at medarbejderne bliver slidt ned før tid. Og at have to mand til at slæbe rundt på en 90 kg tung svelle som i filmen om Ballerupliniens elektrificering vil hverken myndigheder eller fagforeninger jo acceptere i dag. Ligesom de heldigvis heller ikke vil acceptere de farer for liv og lemmer, der gjaldt for jernbanearbejdere førhen (men som vejarbejdere til gengæld stadig udsættes for).

Den hyppigere drift, som andre er inde på, har selvfølgelig også en rolle. Tog hver halve time eller oftere i hver retning er blevet dagligdag mange steder. Det er efterhånden kun om natten, der for alvor er tid til at arbejde, hvis man ikke vil lukke en strækning for trafik.

Så er der de mange år med forsømmelser, besparelser, snak og udskydelser, der koster nu. Østbanen kunne jo være blevet renoveret for flere år siden, men problemerne fik lov at vokse, fordi de ansvarlige politikere ikke ville tage punge op af lommen. Oveni blev der så også spildt tid på fablen om BRT.

For DSB/Banedanmark har opsplitningen givetvis også haft betydning. Det er blevet til to organisationer med hvert sit fokus. Og da Banedanmark "flyttede hjemmefra", kom dens ledelse jo også væk fra den umiddelbare kritik af, hvad de gjorde.

Derudover er det nok også simpelthen blevet en dårlig vane. Det er blevet en standardløsning at lukke strækninger og indsætte togbusser. Og som tiden går, er der stadig flere, der ikke kan forestille sig, at man engang godt kunne klare sig uden. Ligesom nogle nok kan have lidt svært ved at forstå, at gods på skinner ikke bare behøver at være skåltaler, men at det faktisk kræver nogle skinner, der kan køres på.

Med venlige hilsner
Leif Jørgensen