sabotagebilleder
Kære TKVJ M4
Tusind tak for dine bemærkninger og ja, den nævnte oversigt har været set på. Men den siger noget om antallet og hvor, ikke hvad den eventuelle effekt var og hvor længe.
Uden at skulle diskutere besættelsestidens sabotageaktioner sådan mere dybtgående her, kan man ikke sætte = mellem antal sabotageaktioner contra værnemagtens benyttelse af ”Bevægelser” eller anvendelse af særtog i forbindelse med de af DSB opstillede planer, bl.a. ”Særtogsanmeldelse nr. xx, Planer for Særtog der kan ventes tillyst”.
Ser man på ”Lokgestellung für Sonderleistungen” for de sidste måneder er det tydeligt, at de tyske transporter hovedsageligt drejer sig om deltransporter og ”lokale godstog”. Altså IKKE flytning af troppenheder/materieltog for indsættelse/afløsning i Nordtyskland/Norge. Den tid var for længst overstået og der benyttedes i stor udstrækning skibstransporter (Geleitzug) for dette formål. Så igen viser det, at jernbanesabotagen ikke havde nogen som helst afgørende faktor hverken i Danmark eller enheder til/fra Danmark og til frontindsættelser i NW Tyskland, Holland og Østfronten (læs Aage Trommer, Jernbanesabotagen i Danmark, Odense universitetsforlag 1971, ISBN 87 7492 049 9).
For at undgå ødelæggelser i Danmark p.g.a. bombardementer og ”Ruhbarbs” (ofte mere eller mindre fri tilladelse for jagerbombere at skyde på alt der bevægede sig), havde Frihedsrådet tilbudt England (RAF), at ”gøre det selv”, altså sabotere de tyske bevægelser. Og dette var blevet modtaget med kyshånd, da RAF 2nd TAC (Taktiske luft gruppe) simpelthen ikke havde fly nok eller fly med den nødvendige rækkevidde ud over helt specifikke mål for Danmark (f.eks. SHELL huset).
Lidt frækt sagt, generede sabotagerne (der ikke (altid) var koordinerede) mere DSB almindelige person- og godstransport end den tyske værnemagt. Og specielt i slutningen af krigen var der tilsyneladende ”frit slag” for de forskellige sabotagegrupper.
Modsat skal man dog IKKE undervurdere den psykiske effekt sabotagen havde både hos de tyske myndigheder (Bbw i Ar) og nok ikke mindst den civile befolkning.
God weekend til alle
Steffen Dresler