Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - 1. del

af Hans T. Møller, 7/10 2022, 08:25 (797 dage siden)

God morgen i forum.

Selvfølgelig kan halvanden måneds sommerferiejob ikke blive til en bog i serien: ”Jernbaneliv”, men en lille beretning kan der nok komme ud af det:

I sommerferien 1974 søgte jeg ind til HFHJ som chauffør-afløser på Frederiksværk station. Jeg blev antaget og kunne endda få et par ugers natarbejde forinden, for banekolonnen var i færd med at udveksle spor umiddelbart før Hundested station.

Så overbanemester Enevoldsen, to fastansatte banearbejdere, en halv snes jugoslaver og jeg stod klar, når sidste tog ankom til Hundested 0.33. Da det var passeret, fjernede vi skruer og lasker på det udjente spor, hvorefter det blev løftet væk af en gummiged.

Den gravede derefter hurtigt den gamle ballast væk og erstattede den med nye skærver, som lå klar i en dynge. Vi gik i gang med at jævne og tilrette dette underlag efter overbanemesterens anvisninger. Når han var tilfreds, hentede ”geden” nye sporrammer, der lå færdigmonteret i en stak, og lagde dem så præcist som muligt. Efter justeringer - på øjemål og ved hjælp af stålstænger - blev lasker og skruer sat i og de sidste skærver hældt på, hvorefter vi gik i gang med at stoppe dem fast omkring svellerne ved hjælp af grebe.

Sporet skulle være klart, når første morgentog afgik kl. 3.42, men en enkelt gang blev det rangeret ud forbi arbejdsstedet, så det kunne afgå, før vi var færdige. Der var aldrig nogen rejsende med dette tog.


[image]

Mit fripas, udstedt af overbanemesteren. (Nu er det igen umuligt for mig at få det til at vende rigtigt!)

(fortsættes)

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - 1. del

af Svend, Storkøbenhavn, 7/10 2022, 16:42 (796 dage siden) @ Hans T. Møller

[image]

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - 1. del

af BoA, 7/10 2022, 16:49 (796 dage siden) @ Hans T. Møller

Hej Hans og forum.
Vendt.
[image]
Dækker CXVII over noget andet end 117 ?
Mvh.
Bjørn Andrup.

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - 1. del

af Hans T. Møller, 7/10 2022, 17:10 (796 dage siden) @ BoA

Dækker CXVII over noget andet end 117 ?
Mvh.
Bjørn Andrup.

Hej Bjørn

Nej, bøgerne i serien "Jernbaneliv" er nummereret med romertal, så jeg syntes også, at min lille tråd skulle have et nummer.

Jeg har tænkt mig at komme med to indlæg mere - ét i morgen og ét i overmorgen.

Bedste hilsner

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - 1. del

af BoA, 7/10 2022, 17:15 (796 dage siden) @ Hans T. Møller

Hej Hans.
Tak for svar.
Mvh.
Bjørn Andrup.

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - 1. del

af re20000, 8/10 2022, 19:20 (795 dage siden) @ Hans T. Møller

Herligt, herligt! Bare bliv ved!

Nold

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - 2. del

af Hans T. Møller, 8/10 2022, 07:33 (796 dage siden) @ Hans T. Møller

Min egentlige opgave var som nævnt at vikariere for banens faste vognmand på Frederiksværk station under hans sommerferie, og efter to uger ved banekolonnen meldte jeg mig hos stationsforstanderen der.

Først fik jeg en uges oplæring sammen med chaufføren, så fulgte tre uger på egne ben og hjul og til sidst et par nemme dage i selskab med ham igen, for jeg var ansat hele juli måned.

Til rådighed havde jeg en Hanomag F30 ladvogn med presenning samt en Bedford TK lastbil.

Når jeg mødte i pakhuset, såvidt jeg husker kl. 8.00, havde pakmesteren og en portør tømt dagens stykgodsvogn - en Gs - og sorteret gods og fragtbreve op i ”ture”. Der var én til Stålvalseværket, én til jernstøberiet, én bytur til de handlende i hovedgaden samt flere oplandsture til småvirksomheder og handlende i omegnen. Sommetider fik landliggere sendt cykler og andet gods op til deres sommerhuse med banen.

Jeg startede med Stålvalseværket, og her var der kun en læsserampe ved varemodtagelsen. Der ankom en gerne en bestemt vognmand lidt før mig, så jeg måtte vente, men et par gange var jeg den første, og så blev han sur! Ak ja, hverdagens små triumfer...

Stålvalseværket afsendte og modtog selvfølgelig også hele vognladninger, og disse vogne rangerede pakmesteren til og fra et overleveringsspor, hvor værkets egne rangerlokomotiver kunne hente og aflevere dem. Der var den nye Jung-traktor T 1, som blev benyttet her i Frederiksværk.

Når jeg havde kørt alt stykgods ud, skulle jeg som regel hente forsendelser fra et haglpatronlager, der lå på det gamle krudtværks område ved kanalen mellem Arresø og Roskilde Fjord. Her måtte jeg af hensyn til godsets vægt benytte Bedford'en.

En anden fast afsender af gods var en hårvandsfabrik, som sendte sine produkter ud til landets frisører med banen. En gang tilbød de ansatte mig venligt en femliters dunk grønt hårvand, da jeg afhentede dagens forsendelser - men jeg takkede dog nej...

En dag ankom der et helt læs flyttekasser med stykgodsvognen, og pakmesteren ville have dem ud af sit kongerige så hurtigt som muligt. Jeg læssede pligtskyldigt Hanomag'en til bristepunktet og kørte op til addressen - et tomt hus, hvor ingen var hjemme! Så jeg returnerede og læssede af igen. Senere kom der en vognmand og hentede det hele...


[image]

Jeg tog næsten ingen fotografier den sommer, men her ankommer et tog fra Hundested til Frederiksværk. Posthuset lå umiddelbart nord for stationen og læg mærke til postsækken, som kastes ud fra DK 77. Trækkraften er M 11.


[image]

Toget fortsætter mod Hillerød. Bemærk stykgodsvognen ved pakhuset. Lastbilen ved siden af var udrangeret.

(fortsættes)

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - 2. del

af Togsøn, 10/10 2022, 11:05 (794 dage siden) @ Hans T. Møller

Hej Hans.

Dejlig beretning om jernbanen i lokalområdet.

Har du billeder af Hanomag F30 og Bedford TK Lastbilen i HFHJ farver, de ville passe fint til H0 godstog med HFHJ M8 / M9 der ankommer til Frederiksværk station.

Næste projekt er så at finde bilerne i H0, eller nogen som ligner, samt få lavet et pænt "litra" til dem.

Ikke kun toget er jo vigtigt, men miljøet omkring har stor værdi !

I Arkivet som Niels henviser til er mange kendte ansigter, fra dengang.

Mange venlige Hilsener Erling.

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - 2. del

af Hans T. Møller, 10/10 2022, 11:49 (794 dage siden) @ Togsøn
redigeret af Hans T. Møller, 10/10 2022, 12:46

Har du billeder af Hanomag F30 og Bedford TK Lastbilen i HFHJ farver, de ville passe fint til H0 godstog med HFHJ M8 / M9 der ankommer til Frederiksværk station.

Hej Erling

Jeg har kun et ret ringe billedudsnit, hvor Bedford'en ses forfra. Den var cremegul med rødt kølergitter, røde hjulskærme, rød kofanger og undervogn. Presenningen var grå. Muligvis var der påskrifter på dørene ind til førerhuset, men jeg er ikke sikker.

Hanomag'en var bemalet i samme stil.

Bedste hilsner

[image]

Avatar

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - 2. del

af Morten Flindt Larsen, København K, 10/10 2022, 12:46 (794 dage siden) @ Togsøn

Hej Hans.

Dejlig beretning om jernbanen i lokalområdet.

Har du billeder af Hanomag F30 og Bedford TK Lastbilen i HFHJ farver, de ville passe fint til H0 godstog med HFHJ M8 / M9 der ankommer til Frederiksværk station.

Næste projekt er så at finde bilerne i H0, eller nogen som ligner, samt få lavet et pænt "litra" til dem.

Ikke kun toget er jo vigtigt, men miljøet omkring har stor værdi !

I Arkivet som Niels henviser til er mange kendte ansigter, fra dengang.

Mange venlige Hilsener Erling.

Hej Togsøn,

Der arbejdes "i kulisserne" for tiden på en bog om banernes biler herunder last- og varebiler. Bogen vil udkomme på dette forlag.

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - sidste del

af Hans T. Møller, 9/10 2022, 10:16 (795 dage siden) @ Hans T. Møller

Selvfølgelig træder man i spinaten, når man er uerfaren..

En dag var jeg kommet til at stille min fyraftensøl på et skrivebord i stationens kontorlandskab, der lå lige bag billetsalget - åbent for publikums blikke. Det blev påtalt af stationsforstanderen!

En anden dag var der så umanerligt meget gods, at jeg klokken ni om aftenen besluttede at sige stop, selvom der stadig manglede at blive kørt en smule ud. Virksomhederne var for længst lukket, og de handlende var gået hjem. Men det blev påtalt af pakmesteren, for godset skulle leveres fra dag til dag.

En gang var det tæt på at gå galt. Jeg kom kørende på perronen, og stationens markise var slået ud. I sidste øjeblik huskede jeg, at min Hanomag havde lad og presenning, som ragede højere op end førerhuset, så jeg nåede lige at bremse. En rejsende på perronen sagde noget mindre smigrende om mig.

Men naturligvis var der også mange positive sider ved jobbet.

Der var folk, som blev glade for at få deres forsendelser, og jeg havde fripas til banen samt gratis rejse på Hundested-Grenå-overfarten. Jeg boede hos min mormor i Hillerød - i ejendomskomplekset C. J. Kuhlmanns Have! - og hun sørgede samvittighedsfuldt for min forplejning. Min øverste chef, stationsforstanderen, hvis navn jeg med skam at melde har glemt, var en venlig mand, og pakmesteren var måske nok lidt brysk, men vi kom ikke på kollisionskurs.

Kort efter tog jeg på interrail, blandt andet til Portugal, men det er en anden historie.

Bedste hilsner

Avatar

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - sidste del

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 9/10 2022, 12:40 (795 dage siden) @ Hans T. Møller

Kære Hans

Tak for tre spændende beretninger fra dengang jernbanen "betød noget" i dagligdagen - også for godstransport.

Bedste hilsner

Thomas

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - sidste del

af bl, Greve, 9/10 2022, 13:32 (795 dage siden) @ Hans T. Møller

Bestemt ikke for at være morbid, men jeg kan ikke lade være med at tænke på ordsproget: “Når er menneske dør, forsvinder et helt bibliotek”. Man kan kun se frem til flere beretninger fra “den gang”!

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - sidste del

af Hans T. Møller, 9/10 2022, 16:42 (794 dage siden) @ bl

Bestemt ikke for at være morbid, men jeg kan ikke lade være med at tænke på ordsproget: “Når er menneske dør, forsvinder et helt bibliotek”. Man kan kun se frem til flere beretninger fra “den gang”!

Tak for de venlige tilbagemeldinger - det her var den eneste gang jeg havde job ved jernbanen, men måske er der andre i forum, som har prøvet noget lignende, og som har mod på at fortælle om det?

Jeg ville egentlig gerne spørge, om nogen kan oplyse navnet på stationsforstanderen i Frederiksværk 1974? Det var vist noget med ”R”?

Det var ham som ansatte mig, og selvom jeg ikke havde så meget at gøre med ham i det daglige, husker jeg ham som en behagelig mand og chef.

Bedste hilsner

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - sidste del

af Niels Munch, 9/10 2022, 16:48 (794 dage siden) @ Hans T. Møller

Jeg ville egentlig gerne spørge, om nogen kan oplyse navnet på stationsforstanderen i Frederiksværk 1974? Det var vist noget med ”R”?

Det var ham som ansatte mig, og selvom jeg ikke havde så meget at gøre med ham i det daglige, husker jeg ham som en behagelig mand og chef.

Rulffs ??

M.v.h.
Niels

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - sidste del

af Hans T. Møller, 9/10 2022, 16:54 (794 dage siden) @ Niels Munch

Jeg ville egentlig gerne spørge, om nogen kan oplyse navnet på stationsforstanderen i Frederiksværk 1974? Det var vist noget med ”R”?

Det var ham som ansatte mig, og selvom jeg ikke havde så meget at gøre med ham i det daglige, husker jeg ham som en behagelig mand og chef.


Rulffs ??

M.v.h.
Niels

Hej Niels

Ja, det er ham! Kaj Rulffs, jfr. dette link.

Tak skal du have.

Bedste hilsner

Jernbaneliv CXVII - Sommerferiejob på HFHJ - sidste del

af Niels Munch, 9/10 2022, 17:32 (794 dage siden) @ Hans T. Møller

Ja, det er ham! Kaj Rulffs, jfr. dette link.

Tak skal du have.

Velbekomme Hans,

[image]Billede nr. 10 af en serie på 52 - Frederiksværkbanen FC. Frederiksværk Ugeblad/Halsnæs Posten, uge 20-1987. Industrimuseet Frederiks Værk, Arkivet - Nummer: S1186.

Stationsforstander Kaj Rulffs er bagerst i billedet.

Bedste hilsener
Niels

Jernbanebøger

Gribskovbanen

Gribskovbanen. Pris 470 kr.

Læs mere
Indsend billeder

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak