På anfordring af Hans-Henrik Landsvig har jeg så løbet den omtalte bog igennem med fokus på siderne 130-138.

Bortset fra det længe har været historisk med arbejdsmetoderne på ”Rangerbanegården” med ankomst- afgangs-, stræknings- og stationsristene i forbindelse med ”bjerget”, er det jo ren nostalgi at læse og som skrevet, kan anbefales, selvom målgruppen dengang var ”raske drenge”; de (vi) er jo nok blevet lidt ældre nu !

Som jeg læser det, drejer det jo sig om BÅDE autoriserede- som ikke autorisere (aldeles lokale) fagudtryk eller jernbaneslang med de mange benævnelser. De autoriserede som f.eks. Dahl-bremsen, Büssing skinnen og en Hemsko og de mere eller mindre uautoriserede som ”en hund”, ”Lænkeren” ”Vup-stænger” o.s.v.

Derfor tror jeg heller ikke at udtrykkene, bortset fra de autoriserede, har været anvendt alle steder. Men at udtrykkene har været mere eller mindre lokale og ofte kombineret med kaldenavne og absolut uautoriserede håndsignaler. Det som J. Frederik Lawaetz beskriver er Københavns Godsbanegårds udtryk.

At banerne og stationerne har haft deres egne tegn og signaler, ser man tydeligst på ”Jernbanekilder”, hvor der er billeder af de anvendte håndsignaler på Københavns Godsstation og Banegaard. Og kombinere man disse signaler med de to oversigter med kaldenavnene på samme stations spor (DJM02-00011898 og DJM02-00011899) falder det hele på plads.

Til sidst og endnu engang – kombiner læseriet med filmen ”Her er banerne”, den har jo det hele.

Fortsat god aften til alle

Steffen Dresler