Harzen 1992 - Del I (11 fotos)

af Niels Munch, 20/2 2022, 17:22 (999 dage siden)

God eftermiddag,

Primo juli 1992 holdt vi en uges familieferie i Braunlage i Niedersachsen - ret tæt på de metersporede Harzbaner. Der var faktisk kun 6½ km over til den nærmeste station, Elend, i Sachsen-Anhalt, og derovre levede de brolagte veje op til stedets navn.

Ca. midtvejs dertil passerede vi delstatsgrænsen, som godt 2½ år forinden havde været Jerntæppet:

[image]Den tidligere zonegrænse set mod nord fra landevejen mellem Braunlage og Elend. I baggrunden Wurmberg Alm (Brocken ligger længere nordpå), 07.1992 (nm).

Scenen er sat således: Den 9. NOV 1989 væltede "Muren", de 2 Tysklande blev genforenet 3. OKT 1990; men Harzbanerne blev først pr. 01. FEB 1993 privatiseret til HSB GmbH. DB og DR fusionerede endelig 01. JAN 1994 til DB AG.

Materiellet på Harzbanerne bar således stadig DR-påskrifter.

Ved Braunlage ligger Harzens næsthøjeste punkt "Wurmberg" (971 m o.h.), fra hvis udsigtstårn Vesttyskerne havde kigget stik nord over den nærliggende "Innerdeutsche Grenze" til Harzens højeste punkt "Brocken" (1141 m o.h.) med alle dets antenner - i luftlinie kun 4,9 km væk.

[image]Wurmbergseilbahn, blikretning syd, 07.1992 (nm).

Svævebanen på Wurmberg blev etableret i 1963, 1½ år efter "jerntæppets" fysiske etablering og Brockens indlemmelse i DDRs "Grenz- und Sperrgebiet". Gondolerne på mit foto er fra en modernisering i 1980-82, og i 2000-01 var hele molevitten slidt op og blev erstattet af et helt nyt anlæg. Den populære bane tilbagelægger 2,8 km og overvinder en højdeforskel på knap 400 m.

Jernbanen til Brocken, der i DDR tiden havde været benyttet til spredte materieltransporter, blev med noget særtogskørsel i SEP 1991 genindviet som offentlig bane, og køreplansat trafik påbegyndtes pr. 1. juli 1992 efter noget renoveringsarbejde.

Vi besøgte naturligvis Brocken, kun ganske få dage inde i juli måned:

[image]Langs den nyanlagte Goetheweg, kig bagud fra bagerste endeperron, 07.1992 (nm). Træsveller var bl.a. her udskiftet med Y-jernsveller.

[image]Vort tog er ankommet til Brocken, og togmaskinen DR 99 7239-9 løber om, 07.1992 (nm).

Man bemærker de mange mennesker. Det var, som om alle tyskere i disse dage skulle op på Brocken for på den måde at besegle genforeningen. Alt, hvad der kunne køre, var i gang på banen. Og for at kunne forpleje de mange gæster, havde man mobiliseret kolonner af feltkøkkener, der dampende i den frie luft sørgede for, at de mange tyske besøgende kunne få stillet deres sult. Desværre fotograferede jeg ikke dette "Dampfspektakel".

[image]Togmaskinen foran Brockens karakteristiske meteorologi-tårn, 07.1992 (nm).

[image]DR 99 7239-9 under omløbet på Brocken, 07.1992 (nm).

[image]Stammen er klar til at hente det næste læs tyske gæster til Brocken, 07.1992 (nm).

Lokomotivernes vandforsyning heroppe varetages i øvrigt af et par normalsporede tankvogne på overføringsvogne.

Medens vi nød skuet på/fra toppen, var der ankommet nye tog:

[image]DR 99 7231-6 med traditionsstammen og "Harzkamel" DR 199 871-5 på Bf Brocken 07.1992 (nm).

[image]DR 99 7231-6 med traditionsstammen på Brocken, 07.1992 (nm).

[image]

[image]DR 99 7231-6 med traditionsstammen i Bf Schierke (617 m o.h.), begge fotos 07.1992 (nm).

Under parasollerne på perronen i Schierke var der opstillet enorme paella-pander, hvor man kunne mætte sig, hvis det ikke var lykkedes oppe ved gullaschkanonerne. Bratwurst og fadøl manglede ej heller.

Jeg vil bryde her og love en Del II.


Bedste hilsener
[image]Niels

Harzen 1992 - Del I (11 fotos)

af Jens Vesterdahl ⌂, 20/2 2022, 22:19 (999 dage siden) @ Niels Munch

Lokomotivernes vandforsyning heroppe varetages i øvrigt af et par normalsporede tankvogne på overføringsvogne.

Hej Niels.

Jeg kan ikke svare for 1992, men i dag tager de faktisk ikke vand på Brocken. Tankvognene i Drei Annen Hohne, Schierke og Brocken fungerer som nærlager af vand ved skovbrande og de tages ned til Wernigerode om vinteren.

Mvh
Jens (som er blevet temmelig forfalden til den lokale halvbitter: Schierker Feuerstein :-D )

Harzen 1992 - Del I (11 fotos)

af Niels Munch, 20/2 2022, 23:48 (999 dage siden) @ Jens Vesterdahl
redigeret af Niels Munch, 21/2 2022, 00:07

Jeg kan ikke svare for 1992, men i dag tager de faktisk ikke vand på Brocken. Tankvognene i Drei Annen Hohne, Schierke og Brocken fungerer som nærlager af vand ved skovbrande og de tages ned til Wernigerode om vinteren.

Mvh
Jens (som er blevet temmelig forfalden til den lokale halvbitter: Schierker Feuerstein :-D )

Hej Jens,

Der var faktisk, da man i 1992 genoptog plandriften til Brocken, 1 - 2 vandtankvogne stationeret deroppe, som lokomotiverne kunne tage vand fra. Men i praksis viste det sig unødvendigt, da vandtagningsmulighederne "nede" er tilstrækkelige.

En cisterne på Brocken, som fyldtes fra en vandåre og blev beskadiget unde krigen, blev aldrig retableret.

Jeg kender godt de røde tankvogne i brandberedskabet.

Ja, den udmærkede Schierker Feuerstein, der var reklamer for overalt, var mest til min hustrus smag (men hun skulle jo ikke drikke alene).

Bedste hilsener
Niels

Harzen 1992 - Del I (11 fotos)

af Steffen Dresler, 21/2 2022, 08:50 (998 dage siden) @ Niels Munch

Godmorgen

Ikke fordi jeg har for vane at fotografere vandvogne - og har aldrig været på en - men her er den omtalte på BROCKEN i AUG 2015.

[image]

Iøvrigt en uhyggelig oplevelse i 2019, hvor Heksedansestien på tværs af Harzen blev gået over en uge, skovdød når den er værst. I visse områder kunne man HØRE ødelæggelserne fra de træædende biller, når barken "regnede ned" i bogstaveligste forstand overalt!! Det var som at gå i et månelandskab med lodrette afpillede træstammer, ingen nåle. De og barken lå så tilgengæld som en dyne hen over skovbunden. Håber man fandt en løsning!!

Bedste hilsener

Steffen Dresler

NB: En "syg" tanke, løsne bremsen på vandvognen (kan vel afbremses et eller andet sted) og i hui og hej det går ned ad strækningen. Skruebremsen bliver måske lidt varm. Ok, vi tager toget:-)

Harzen 1992 - Del II (13 fotos)

af Niels Munch, 21/2 2022, 13:00 (998 dage siden) @ Niels Munch

Goddag igen,

Da jeg satte mig for at scanne negativerne fra Harzen 1992, var det med visse forventninger om et lidt bedre resultat end papirbillederne fra dengang. Men ØV. Vejret var under vores besøg behageligt, om end ikke så sommerligt som i 2003, med et højtliggende skydække, der gjorde lyset "diffust". Så uanset i hvilken retning, jeg sigtede med kameraet, sagde den indbyggede lysmåler "modlys". Og i kombination med, at kameraet var nyt og fotografen urutineret med det, var det ringe betingelser at fotografere sorte lokomotiver under .....

Som her i Wernigerode:

[image]DR 99 7239-9 ved Bw Wernigerode, 07.1992 (nm).

..... hvorimod denne lille trekobler stod mere fotogent:

[image]DR 99 6101-2 ved Bw Wernigerode, 07.1992 (nm).

Bedre gik det ved Westerntor (hvor banernes værksted også findes):

[image]DR 99 7239-9 med sin stamme ank. fra Bf Wernigerode med kurs mod Drei Annen Hohne, Wernigerode Westerntor 07.1992 (nm).

[image]Harzkamel DR 199 879-8 rangerer med traditionsstammen, Wernigerode Westerntor 07.1992 (nm).

[image]DR 199 879-8 er efter omløb klar til en tur til Brocken med traditionsstammen, Wernigerode Westerntor 07.1992 (nm).

Harzkamelerne, der 1988-1990 var blevet til ved ombygning på RAW Stendal af 10 stk. normalsporede V100-Ost, dominerede dengang, da der endnu kun var få rådige damplokomotiver, trafikken - som her:

[image]DR 199 891-3 i retning mod Nordhausen eller Brocken, Drei Annen Hohne 07.1992 (nm).

[image]Fra Nordhausen DR 199 877-2, Drei Annen Hohne 07.1992 (nm).

[image]Krydsningen mellem de 2 "kameltog", Drei Annen Hohne 07.1992 (nm).

Det er som at sætte et "Spor 0" lokomotiv foran en "Spor H0" stamme. Men kartoffelsuppen i banegårdsrestauranten var god.

En tur til Nordhausen blev det også til, hvor jeg var "tvunget" til at fotografere togene mod syd :-(:

[image]Her møder vi igen DR 199 877-2 med tog til Wernigerode, Bf NWE Nordhausen 07.1992 (nm).

Jeg havde vist lidt mere held med de gule sporvogne i Nordhausen, som f.eks. denne:

[image]Nordhausen, Bahnhofsvorplatz med linie 1 (GT4 nr. 77, Esslingen 1962, 1991 ex Stuttgart nr. 576, 2006 skrottet), 07.1992 (nm).

[image]Normalsporede DR 202 721-7 nordgående med sin REKO-stamme, Bf Nordhausen 07.1992 (nm).

Nogle Harzkameler blev i øvrigt konverteret tilbage til normalspor, bl.a. ved ALS - ALSTOM Lokomotiven Service GmbH i Stendal, det tidligere RAW Stendal (!). Se de indbyggede links for resp. lokskæbner.

En smuttur gik over Elend (hvor der elendigvis ikke var togtid) til Sorge (hvor der var):

[image]

[image]DR 99 7244-9 med tog mod Wernigerode, begge fotos i Sorge 07.1992 (nm).

Således slutter jernbaneindtrykkene fra Harzen i 1992 (feriebillederne blev gennemgående bedre).

Min tradition med lokalt at erhverve litteratur om de stedlige baner blev holdt i hævd med anskaffelse hos boghandleren i Braunlage af Thomas Knop "Auf Schmalspurgleisen durch den Harz" (Verlag Ingrid Zeunert, Gifhorn 1991 - ISBN 3-924 335-14-1). Bogen, der er meget grundig m.h.t. historie, drift, materielbestand m.v., og som blev udgivet inden genindvielsen af banen fra Schierke til Brocken, var naturligvis inspirerende godnatlæsning .....


Bedste hilsener
Niels

Harzen 1992 - Del II (13 fotos)

af Jens Vesterdahl ⌂, 21/2 2022, 17:38 (998 dage siden) @ Niels Munch

Dejlige billeder Niels. Tak for kigget.

Mht. bøger om banernes historie kan jeg desuden anbefale Von der GHE zur HSB i to bind af Dirk Endisch. De kan bestilles i HSBs online boghandel til en forbløffende overkommelig pris. Man skal dog kunne læse tysk for rigtig at få fornøjelse af dem.

Og ja - det er skræmmende med skovdøden dernede, men det er vist ikke kun Harzen som bøvler med det. Flere monokulturskove i f.eks. USA har det ligedan. Man har vist lært lektien og vil lade mere varieret skov vokse op, men indtil da har de manglende træer åbnet adskillige nye fotosteder, som tidligere har været skjult i skoven. Det erfarede jeg personligt i 2019, hvor jeg filmede langs Harzquer- og Brocken banerne, og hvor jeg ofte fandt glimrende steder, som jeg ikke på forhånd havde spottet på diverse videoer og billeder på nettet.

I øvrigt kan det nævnes, at HSB for tiden bygger et damplokomotiv værksted i Wernigerode, angiveligt så de selv fremover kan klare alle reparationer og ikke længere behøver at sende lokomotiver til Meiningen.

Mvh
Jens

Harzen 1992 - Del II (13 fotos)

af Niels, Aarhus, 21/2 2022, 17:54 (998 dage siden) @ Niels Munch

Kære Niels M.

Tak for endnu en flot beretning fra én af dine og din families mange rejser, hvor det er lykkedes dig at snige lidt togtosserier ind.
Jeg var selv i juni 2012 med mine tre allerbedste venner, som jeg har kendt stort set hele mit liv, og som jeg har rejst med utallige gange, på en forlænget weekendtur til Harzen, og jeg havde selvfølgelig arrangeret tur til Brocken med HSB.
Det var dejligt lunt sommervejr i bunden, så vi entrede toget iført vore korte bukser og T-shirts. Vi stod ud af toget på toppen og selskabet konstaterede, at jeg i min planlægning ikke lige havde taget højde for, at temperaturen på toppen er noget anderledes end i dalen, og at det blæser en hel del mere - for ikke at sige rigtig meget netop den dag - oppe i højderne.
Det blev en meget kold og blæsende oplevelse for de fire halvgamle herrer, og jeg fik bestemt ikke megen ros for min manglende undersøgelse af vejrforholdene på Brocken - tværtimod - jeg blev idømt en større mulkt i form af en hel del øl og Schierker Feuerstein, da vi atter var nede i varme.
Så husk, hvis I har fået mod på at tage venner eller familie med til toppen af Brocken, at der kan være meget koldt på toppen;-)

Venlige hilsner

Niels H.

Harzen 1992 - Del II (13 fotos)

af Hans T. Møller, 21/2 2022, 21:43 (998 dage siden) @ Niels Munch

Da jeg satte mig for at scanne negativerne fra Harzen 1992, var det med visse forventninger om et lidt bedre resultat end papirbillederne fra dengang. Men ØV. Vejret var under vores besøg behageligt, om end ikke så sommerligt som i 2003, med et højtliggende skydække, der gjorde lyset "diffust". Så uanset i hvilken retning, jeg sigtede med kameraet, sagde den indbyggede lysmåler "modlys". Og i kombination med, at kameraet var nyt og fotografen urutineret med det, var det ringe betingelser at fotografere sorte lokomotiver under .....

Kære Niels

Tak for dine fotoserier fra Harzen - her skal du se modlys:


[image]

99 6001 i Alexisbad den 29. juli 1999.

Jeg besøgte selv Harz-banerne i sommeren '99.

Bedste hilsner

Harzen 1992 - Del III (Südharz Eisenbahn, 2 fotos)

af Niels Munch, 22/2 2022, 14:42 (997 dage siden) @ Niels Munch

Kære forumdeltagere,

Først en stor tak for alle kommentarer og bidrag, også til Keld (K564), som hængte sine fine billeder på mit Harzen 2003 indlæg.

Til min 1992-beretning hører dette foto:

[image]"Lokomotive Nr. 57 der Südharz-Eisenbahn S.H.E. 1899-1963 Braunlage-Walkenried-Tanne. Selbstbaumodell Volker Eimbech 1990" (Braunlage 07.1992 nm).

Modellen i 1:20 (tror jeg) stod som blikfang i udstillingsvinduet dér, hvor jeg købte bogen om Harzbanerne; og da jeg intet kendte til Südharz Eisenbahn SHE, solgte han mig også Manfred Borneman "Die Südharz-Eisenbahn - Walkenried-Braunlage-Tanne" (Piepersche Druckerei und Verlag GmbH, Clausthal-Zellerfeld, 3. Auflage 1991).

Heri erfarede jeg, at lokomotivet var en B'B1' h4vt Mallet-maskine, der i 1930 var blevet ombygget til E h2t med Luttermöller-Endachsen.

SHE havde fra sin start anskaffet Mallet-lokomotiver af samme type som Harzbanerne GHE og NWE. Da man trængte større lokomotiver, tænkte man stadig "Mallet", og Henschel leverede i 1925 SHE nr. 56 og 57. Disse 2 "kæmper" levede ikke op til forventningerne, ej heller selv om man udskiftede hele banens overbygning. En ombygning til 5-koblede maskiner, hvor den sidste drivaksel er tandhjulsforbundet med den næstsidste efter Luttermöller-princippet, viste sig vellykket, og maskinerne levede til 1961 hhv. 1962. Om SHE trækkraft, se: http://www.beitraege.lokomotive.de/privatbahnen/d_she.html .

SHE forløb stik syd fra Braunlage til Walkenried, og fra mellemstationen Brunnenbachsmühle gik en gren stik øst til Sorge, hvor der var forbindelse med NWE, og videre til Tanne og den normalsporede Rübelandbahn.

[image]Bf Brunnenbachsmühle 1926, 2 Mallet mødes, t.v. SHE nr. 57, t.h. nr. 52 (arkiv: nm).

Jerntæppet amputerede sidebanen til Sorge og Tanne, og dette forhold samt den tiltagende biltrafik i Vesttyskland førte til banens endeligt i 1963. I 1992 fandt jeg de kondemnable stationsbygninger i Braunlage, hvorfra der udgik en busrute til Elend i øst, betjent af en ældre Ikarus med køkkengardiner bag ruderne.

Et særligt forhold var godssporet (3,4 km, nedlagt 1958) fra Bf Braunlage gennem byen langs den lille flod "Warme Bode" til Güterbahnhof Wurmberg, ad hvilket man transporterede træ og skærver. Strækningen kan følges ad en sti, der er egnet til en aftenspadseretur, hvis man har kvarter i Braunlage.

Bedste hilsener
Niels

Edit indsatte et ekstra foto.

Harzen 1958 - Del III (Südharz Eisenbahn, +3 fotos)

af UTJ, 22/2 2022, 16:21 (997 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af UTJ, 22/2 2022, 16:37

Edit indsatte et ekstra foto.

Vi kan jo se lidt på SHE 56 som kørte på SHE i 1958 hvor Ole W Laursen besøgte banen:
[image]SHE 56 i 1958 (foto: OWL/arkiv NSJK)

[image]SHE 56 i 1958 (foto: OWL/arkiv NSJK)

[image]SHE 56 i 1958 (foto: OWL/arkiv NSJK)

I må gerne stedbestemme, da jeg kun har sporadiske oplysninger, inkl "Små tog på spinkle skinner" hvor besøget var omtalt.

Lige et kort til orientering:
[image]Kort SHE, sakset fra Wiki

Harzen 1958 - Del III (Südharz Eisenbahn, +3 fotos)

af Niels Munch, 22/2 2022, 16:39 (997 dage siden) @ UTJ

Hej Ulrik,

Tak for billederne!

På billede 1 ses efter pakvognen en "koblingsvogn", en smalsporet godsvogn monteret med puffer og kobletøj således, at den kunne kobles direkte til en normalsporet godsvogn, der var sat på et par transportører ("Rollböcke").

Billede 2 er fra Bf Braunlage (jf. også stationsskiltet).

Bedste hilsener
Niels

Harzen 1958 - Del III (Südharz Eisenbahn, +3 fotos)

af staar008 @, 30/12 2022, 15:24 (686 dage siden) @ UTJ

Hello UTJ,

I hope it is no problem that I write in English here (as I am from the Netherlands, I don’t speak and understand Danish at all…). Thank you for the nice pictures of the Südharz Eisenbahn!
I saw this forum for the first time as a member of the Harzbahnforum (also with a lot of pictures and information of the Südharz Eisenbahn and the other narrow gauge tracks in the Harz mountains) gave a link to the Südharz Eisenbahn pictures.
Do you have any more pictures from the Südharz Eisenbahn? I am very much interested!
And please contact me by email, as I want to know more about the fotographer (Ole W Laursen) and the Arkiv NSJK, as they might have more Südharz Eisenbahn pictures.
Since 2001 I am searching for all kind of information about the Südharz Eisenbahn.
At youtube there are 2 short movies from the former Südharz Eisenbahn:

https://www.youtube.com/watch?v=5hQrf9Ku-78&t=1s
https://www.youtube.com/watch?v=N5vDxpxIzNc&t=90s

On my website you can also find some more pictures of the former Südharz Eisenbahn.
http://home.planet.nl/~staar008/home%20D.htm
Greetings, Marco Staartjes (Netherlands).

Harzen 1992 - Del I (11 fotos)

af Baumann, 24/2 2022, 21:26 (995 dage siden) @ Niels Munch

En lille info vedr HSB damplokomotiv elsker
den 7. maj 2022 kører der en afskedstur med Mallet 99 5906 fra Wernigerode til Quedlinburg.
Man ved ikke hvad dens fremtide skæbne er, tilfældet med Mallet 99 5906 udløber flere frister
i maj 2022. Indtil videre planlægger HSB ikke en forny renovering.
Kilde - Freundeskreis Selketalbahn e.V.
Mallet 99 5906
http://www.selketalbahn.de/b995906.htm

http://www.selketalbahn.de/aktuell.htm

Harzen 1992 - et PS - nærmest O.T. (2 illustrationer)

af Niels Munch, 2/3 2022, 12:29 (989 dage siden) @ Niels Munch

Et enkelt billede mere fra vores turisttur til Harzen skal hænges på denne tråd, thi foruden besøgene ved Roßtrappe, Hexentanzplatz, middelalderborgen Regenstein, Brocken, Wurmberg og KZ-Gedenkstätte Mittelbau-Dora skulle vi også se et eksempel på den bjergværksdrift, der har præget Harzen.

Det skete så ved Besucherbergwerk eller Schaubergwerk Büchenberg ved Elbingrode. Her, dybt "unter Tage" forklarede en solid, rødmosset dame i en traditionel Bergmannuniform, hvorledes jernmalmen i tidens løb var blevet brudt og transporteret op/ud, i nyere tid bl.a. ved hjælp af et sådant akkumulator-lokomotiv:

[image]LEW F.Nr. 11164/1966 Type EL 9 Bo-akku 600 mm, 02.1966 til Schachtbau Nordhausen > Denkmal, Schaubergwerk Büchenberg, Elbingerode (07.1992 nm).

Lokomotivet er et eksempel på de utallige akku-lokomotiver, som VEB Lokomotivbau Elektrotechnische Werke "Hans Beimler" Hennigsdorf (LEW) leverede til den østtyske grubeindustri. Den grå akkumulatorkasse udskiftes blot med en nyopladet, når den er "flad".

Et 16-siders prospekt over sådanne grubelokomotiver kan findes ved Deutsche Fotothek under VEB Kombinat Lokomotivbau Elektrotechnische Werke Hans Beimler.

Et eksempel fra prospektet:

[image]LEW akku-lok Type EL 9/01.

Afslutningsvis skal bemærkes, at faciliteterne ved div. besøgsmål næppe i dag er så "primitive", som de fremstod i 1992 - ret kort tid efter Tysklands genforening. Men det var i sig selv en oplevelse.

[image]Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak