Sporvogne i udlandet - Nordhausen (6 fotos)

af Niels Munch, 19/4 2016, 15:51 (3140 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 19/4 2016, 16:06

God eftermiddag,

Primo juli 1992 holdt vi en uges ferie i Braunlage i Niedersachsen - ret tæt på de metersporede Harzbaner. Der var faktisk kun 6½ km over til den nærmeste station, Elend, i Sachsen-Anhalt, og ca. midtvejs passerede vi delstatsgrænsen, som få år forinden havde været Jerntæppet:

[image]Kig langs det fhv. Jerntæppe mod nord og Brocken, 07.1992 (nm).

Trådhegnet var pillet af, og minerne var vist væk.

Én af vores ture var til Nordhausen i Thüringen, den sydlige endestation for Harzquerbahn. Et ikke uvæsentligt mål for turen var Mahn- und Gedenkstätte Dora, der var den såkaldte Mittelbau-filial af koncentrationslejren Buchenwald, og hvortil Hitler 1944 havde flyttet sin raketproduktionen fra Peenemünde på øen Usedom.

Men naturligvis tiltrak områdets skinnetrafik sig også opmærksomheden, og når man kom fra Eisfelder Talmühle- og Ilfeld-siden, stødte man som det første på endestationen for sporvognslinie 2:

[image]Straßenbahn Nordhausen, enkeltrettet, 4-akslet ledmotorvogn nr. 80 ved Parkallée sløjfen 07.1992 (nm).

Vognen er ex Stuttgart nr. 577 (Esslingen type GT4 fra 1962). Denne vogntype var stort set enerådende i daglig drift ved vort besøg og var 1991 blevet til overs ved omsporingen i Stuttgart. I 2012 kom den til Iași i Rumænien.

På opstillingssporet parallelt med linie 2 på Parkallée var hensat nogle af de Gotha-vogne, som hidtil havde forestået driften:

[image]Gotha nr. 43 er en 2-akslet dobbeltrettet T57 fra 1958, købt 1969 fra Gera nr. 143. Den er bevaret som museumsvogn med nummeret 40", 07.1992 (nm).

[image]Gotha nr. 59 er en "2 værelses med bad", 4-akslet enkeltrettet type G4-65 fra 1967, 1985 ex Leipzig nr. 1216. 1999 indrettet som "Partywagen", 07.1992 (nm).

[image]Linie 2: GT4 nr. 71 (Esslingen 1959, 1991 ex Stuttgart nr. 527, 1998 skrottet), 07.1992 (nm).

[image]Bahnhofsvorplatz med linie 1: GT4 nr. 77 (Esslingen 1962, 1991 ex Stuttgart nr. 576, 2006 skrottet), 07.1992 (nm).

Fornyelsen af vognparken efter krigen skete stort set kun med brugt materiel; dog nyanskaffede man én Gotha T57 i 1959, nr. 40', 1994 skrottet. Først med anskaffelsen af Siemens Combino 2000-04 fik man fabriksny vognpark (nr. 101-109 samt nr. 201-203), og GT4-vognene forsvandt.

Nr. 201-203 er Siemens Combino Duo hybrid-vogne, der fra Bahnhofsvorplatz kører ind på Harzquerbahn som dieselelektrisk tram-train til forstaden Ilfeld.

Dette arrangement idriftsattes 2004. Da min seneste tur til Harzen imidlertid var i 2003, har jeg ingen fotos derfra. Men det ved jeg, at Thyge T-P har, så mon ikke han har lyst til at vise os sine billeder derfra?


Bedste hilsener
Niels


Flere sporvogne i udlandet.
Budapest.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

ContecRailSvenska-lok
Indsend billeder

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak