Lidt mere fra Budapest 1989 (epilog - 5 fotos)
Som nævnt besøgte vi det spændende Transportmuseum i Budapest, hvor der i en hal bl.a. var udstillet et begrænset antal lokomotiver i skala 1:1 - med snæver fotomulighed. Her fotograferedes det i Ungarn ældst bevarede:
Österreichische Südbahn (SB) 0-6-0 godstogslok Reihe 23 nr. 674 (StEG Wien 507/1860),
Transportmuseet juni 1989 (nm). Damen er fotografens frue iført bl.a. tidstypisk frisure.
Og som nævnt i det ældre indlæg blev vores delegation fredag, den 16.06.1989 sendt med busser, først til modtagelse på rådhuset i Kecskemét, derefter til trojkaridt og gullasch mellem bygerne på Pusztaen, hvis "cowboys" underholdt med deres ridefærdigheder. Enkelte tog sig dog mere af deres hjord end af turisterne:
Hyrden på sit mulæsel, Pusztaen 16.06.1989 (nm).
På vej ud af Kecskemét passerede vi hovedstationen for 760 mm nettet Kecskeméti Kisvasút med bl.a. de typiske Mk48-diesellokomotiver - uden at vi holdt! Til gengæld bragte hjemturen os forbi en af nettets stationer "Bugac", hvor dette historiske foto blev optaget:
Stationen i Bugac, stationsbestyreren omgivet af danske privatbanedirektører, 16.06.1989 (wm/nm).
Bagerst f.v.: N. Munch (ØSJS), E. Strøm (LJ), Aa. Jensen (SB), F.B. Henningsen (OHJ/HTJ), O.D. Johanson† (HHGB).
Midten f.v.: L.Aa. Jensen (LNJ), K. Steenberg (Prb. Fællesrep.), B.A. Christensen (VNJ).
Forrest f.v.: O.Aa. Frandsen† (HHJ), Bugac stationsbestyrer, J. Frandsen† (VLTJ).
Herrerne på billedet udgjorde det ekstraordinære Direktør-Samråd, der allerede i Budapest tog kampen op mod den netop da udkomne "Würzen Rapport", som var den første af mange rapporter, der gennem 1990'erne på mere eller mindre "ædrueligt" grundlag diskuterede privatbanernes berettigelse.
Under besøget i Bugac, hvor vi bl.a. beså stationens centralapparat, var det desværre ikke togtid, så I må nøjes med et endnu mere historisk foto:
Bugac Station o. 1938 med Kecskeméti Gazdasági Vasút (KGV) lok nr. III (MÁVAG 4865/1925, senere MÁV 394,205 udr. 1964). Udateret postkort, Kultúra bog- og papirhandel, Kecskemét.
I december 2009 blev 24 sidebaner i Ungarn nedlagt, herunder Kecskemét-nettet, og stationen så i 2010 således ud:
Den forfaldne station (med bolig i hovedfløjen) i Bugac 2010 (arkivfoto P.G.).
At vi i 1989 netop besøgte denne station i udkanten af Pusztaen skyldtes et forlydende om, at den i 1955 havde været location med navnet "Hódmezővásárhelykutasipuszta" i Liselotte Pulver-filmen "Ich denke oft an Piroschka". Men dengang kunne en vesttysk film ikke drejes i det kommunistiske Ungarn, hvorfor optagelserne bl.a. foregik ved en normalsporet sidebane i Jugoslavien.
Alligevel er der mange fine jernbanescener (bl.a. med JDŽ 152 083, MÁVAG 945/1896), handlingen er lidt "Morten Korch", men Puszta-stemningen er autentisk. Se evt. filmen på Youtube (farve, 1:32:33).
Bedste hilsener
Niels