Schweiz 1988 - St. Gallen II (3 illustrationer mere)
..... fortsat:
Selv om St. Gallen havde mistet sin bysporvogn, havde den dog trolleybusser, der stadig kørte med anhænger. Da jeg skulle skifte film, fik jeg reageret for sent på det vogntog, der passerede bag min ryg, og må derfor "låne" et ganske tilsvarende:
St. Gallen Obuslinie 3, Saurer-BBC (1958) nr. 123 ved Bahnhof, 27.06.1980 (foto: Kurt Rasmussen - creative commons).
Da bivognsdriften ophørte i 1992 til fordel for led-trolleyvogne, blev nogle trolleyvogntog solgt til Warszawa, hvor bivognene vist aldrig kom i drift. Trolleybusdriften dér ophørte helt 1995.
Til gengæld fik jeg "posttoget":
TB BDe 4/4 nr. 6 med postvogn Gk-v nr. 33, St. Gallen Bahnhofsplatz 25.07.1988 (nm).
TB BDe 4/4 nr. 6 blev, sammen med nr. 7 og 8 leveret i 1952-53 af SWP/MFO. Nr. 6 blev i 2005 sammen med materiel fra Forch og Matterhorn-Gotthard banerne afhændet til Antananarivo på Madagaskar, hvor tanken var at omstille dem til dieseldrift, hvilket dog aldrig skete.
Gk-v nr. 33 havde TB indrettet med el til lys og varme og benyttede den til postbefordring i plantog som vist. Egentlig godsbefordring i egne vogne ophørte 1991, og postbefordringen i 2007.
Men store sager skete siden. Appenzeller Bahn og SGA havde allerede fusioneret i 1988, og i 2006 fusioneredes TB med de "nye" Appenzeller Bahnen. I St. Gallen var der jo forbindelsesspor mellem TB og SGA endestationer, så det var nærliggende at forbinde de 2 baner trafikalt. Man afskaffede den sidste stump tandstang på SGA ved at omlægge et strækningsafsnit til en ny tunnel, Ruckhaldetunnel, og således fik man etableret en "Durchmesserlinie" og en sammenhængende bane Appenzell–St. Gallen–Trogen, der siden 2018 trafikeres af 7 ABe 8/12 Tango-tog fra Stadler. Billede ved XAL Olesen her. De ret nye 3-leddede lavtgulvstog Be 4/8 nr. 31–35 fra Stadler solgtes til Transports Publics Neuchâtelois.
Den oprindelige AB-strækning Gossau-Herisau-Appenzell-Wasserauen trafikeres siden 2018 af 5 ABe 4/12 "Walzer", ligeledes fra Stadler.
Bli'r man ikke lidt misundelig på de schweizere?
Tilbageturen til Bludenz gik via Altstätten, hvor jeg på stationen købte dette fine hæfte:
….. som godnatlæsning og i h.t. traditionen om at erhverve lokal jernbanelitteratur.
Bedste hilsener
Niels
Øvrige Schweiz-indlæg om 1988-ferien:
SGA i Altstätten og Gais, AB i Wasserauen: https://www.jernbanen.dk/forum2/index.php?id=55674
Toggenburg, BT i Ebnat-Kappel: https://www.jernbanen.dk/forum2/index.php?id=56098
BT og AB i Herisau: https://www.jernbanen.dk/forum2/index.php?id=56270