Avatar

Dagens gætte-scan - at scanne eller ikke at scanne

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 11/2 2021, 12:01 (1443 dage siden)

Der er formentlig nogle af herreværelsets læsere, der har alderen til at kende følgende følelse: Man har "i tidernes morgen" taget en lang række mere eller mindre interessante og mere eller mindre unikke (mest mindre) billeder af forskellige jernbanemotiver. Men blev billederne nogensinde sikret for eftertiden?

Min økonomi i mine unge dage bestod primært af noget SU og lidt lønindkomst ved at passe en tankstation i aftentimerne og weekends. Så pengene var små. Derfor nøjedes jeg dengang med at fotografere de ønskede motiver, og så blot få filmene fremkaldt som negativer. Jeg har aldrig efterfølgende fået negativerne omsat til papirbilleder eller fået negativerne scannet.

Det betyder, at jeg i ca. 45 år har måttet leve med dels aldrig at have set "det færdige produkt" dels med frygten for, at negativerne ville gå til pga. brand, væltetede kaffekopper, ælde eller andre genvordigheder.

For ca. 20 år siden byggede jeg hus, og jeg fik faktisk arkitekten til at inkludere et regulært mørkekammer, hvor jeg "når jeg fik tid" kunne gå og nørde med at få billederne "fremkaldt". Livet ville det anderledes og huset blev solgt, inden mørkekammeret blev færdigt. Årene er gået, men heldigvis findes der nu negativscannere og efter at have investeret i en ny til erstatning for en ældre, er der nu igen kommet gang i scanneriet.

Nogle af scanningerne vil dukke op her i herreværelset som gættebilleder eller "ordinære" bidrag. Nedenfor finder I et gættebillede.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen


[image]


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak