Et sporarbejde ved Skodsborg i 1967
Min far blev ansat ved DSB`s baneafdeling 1. december 1963 ved “kolonnen” i Viby Sj. De første år var han almindelig banearbejder og bl.a. slog han græs på baneskråningerne med en le. Han har også været ledvogter i Skimmede (mellem Tølløse og Vipperød).
Fra 1975 til 1986 kørte han med svellestopper Sv 14, det var hele maskinens levetid ved DSB. Den blev solgt til HTJ som HTJ 69. De havde en rumpeged som skurvogn. Billeder af Sv 14 og rumpegeden kan findes på Dansk Jernbanearkiv. Da Sv 14 var ny blev den udstillet i Fredericia spor 1, formentligt i forbindelse med “DSB Dagene”.
I DSB tiden havde maskinen 3 mands besætning: en “Chauffør” (min far), en der betjente stoppemaskinen samt en opmåler der løb foran og målte op med øjemål. Opmåleren skrev med kridt på svellen hvormeget den skulle løftes.Min far har kigget på billederne sammen med min søn og har følgende kommentarer:
#1 Ballastrenser
#2 Svellestopper. Wirene går ud til forvognen, hvor en arbejder aflæste det der var skrevet på svellerne og derefter justerede nogle håndtag på forvognen. Svellestopperen justerede derefter automatisk ud fra disse indstillinger. Forvognen fulgte automatisk svellestopperen og var drevet af en hydraulikmotor
#3 Forvognen til svellestopperen. I baggrunden ses sidderetteren
#4 Sideretteren
#5 Sideretteren
#6 Ballastrenseren.
#7 Ballastfordeler. Forkortelse “Bf” i daglig tale kaldet “Bøf” i 1. distrikt. I 2. distrikt blev den kaldt “plov”
#8 Ballastrenser. Ballast renses ud under svellerne
#9 Ballastrenser.I DJK`s blad “Jernbanen” fra 8/7 1969 er en artikel om arbejdskøretøjer hvor bl.a. svellestopperen fra #2 er vist som skitse.
Fantastisk! Tak din far for at han ville kommentere på billederne til gavn for både vi andre og også vores eftertid. Der er nogle rigtig gode uddybede forklaringer, som vil blive indarbejdet i billedteksten.
God jul og godt nytår til dig og familien
Mrten