Julekalenderen 2020, 7. december

af Niels Munch, 7/12 2020, 00:31 (1384 dage siden)

Mojn i Forum,

Oven på adventssøndagens sønderjyske gætter følger mandagens opgave:

[image]Foto 31.07.2014 (nm).

Jeg skal venligst udbede mig stationens navn, som er den kvalificerende oplysning. Men jeg imødeser også meget gerne, hvad der i øvrigt kan fortælles om stedet.


Bedste hilsener & go' fornøjelse
Niels

Julekalenderen 2020, 7. december

af UTJ, 7/12 2020, 03:05 (1384 dage siden) @ Niels Munch

1067

Julekalenderen 2020, 7. december

af Flemming, 7/12 2020, 03:35 (1384 dage siden) @ Niels Munch

Hej Niels

Fin lille opgave, hvor vi efter min bedste overbevisning skal østover til en deminutiv "by" på det tidligere så omfattende 1067 mm jernbanenet.

Venlig hilsen

Flemming Høj Petersen

Julekalenderen 2020, 7. december

af Niels Munch, 7/12 2020, 08:15 (1384 dage siden) @ Flemming

God morgen alle,

Så fik vi da vist identificeret forums natteluskere - eller hvad det nu hedder .....

@ Ulrik og Flemming: Begge jeres udsagn er korrekte, vi er "et sted" på det svenske 1067 mm net, se kort: https://www.historiskt.nu/kartor/1067_oversikt/1067_oversikt.html - og så er det vel blot at klø på fra en ende af?


Bedste hilsener
Niels

Julekalenderen 2020, 7. december

af Bent Hansen, 7/12 2020, 08:38 (1384 dage siden) @ Niels Munch

HEJ.

Hvad med Hofmansbygd. Den skulle ligge på KVBJ, Karlshamn - Vislanda - Bolmen Järnväg.

Julekalenderen 2020, 7. december - LØST

af Niels Munch, 7/12 2020, 09:11 (1384 dage siden) @ Bent Hansen
redigeret af Niels Munch, 7/12 2020, 09:26

God morgen Bent,

Du har ramt plet, som vanligt "lige på og hårdt og uden større omsvøb", bortset fra, at svensken vist staver Hovmansbygd med "v" og ikke "f", jf. også dit link.

Og til trøst for forumdeltagere, der måtte foretrække hjemlige gætterier, kan jeg da nævne, at Blekinge jo var dansk indtil Roskildefreden. Desuden er vi "kun" 200 km fra Hovedstadsområdet.

Du har morgendagens stafet Bent, tillykke.


Bedste hilsener
Niels

Julekalenderen 2020, 7. december - LØST

af Bent Hansen, 7/12 2020, 10:10 (1384 dage siden) @ Niels Munch

Hej.
Du ved, at svenskerne som spaniere og russere og andre har problemer med v og f. Gustav - Gustaf, stationen Bjuv og Bjuf. Jeg erkender, at f efterhånden er erstattet af v, idet f åbenbart er gammeldags.

Nu havde jeg brugt en anden side, end den, jeg anbefalede, og der angives begge stavemåder. Se overskriften og det gamle postkort på linket.

http://www.wislanda.se/jarnvag/hovmansbygd.html

Mvh. BH.

Julekalenderen 2020, 7. december - LØST

af PeterA, 7/12 2020, 10:49 (1384 dage siden) @ Bent Hansen

Hovmansbygd er i dag en meget stille idyl. Men jeg håber ikke d´herrer, der er kendt med stedet, har undladt at besøge det meget nærliggende Ebbamåla Bruk. Det er et enestående autentisk industrimuseum, som står helt som det blev lukket og forladt engang i 1960´erne. Alt maskineri er virksomt og demonstrationkøres ifm besøg og omvisninger. Anbefales på det varmeste, hvis man er interesseret i gammel maskin- og metalindustri.
mvh PeterA

Julekalenderen 2020, 7. december - EPILOG (5 fotos)

af Niels Munch, 7/12 2020, 10:44 (1384 dage siden) @ Niels Munch

God formiddag,

Da jeg og min laptop sad i vores ydmyge kantonnement med udsigt til kajen, hvor bl.a. södra sammanbindingsbanen havde forløbet, og pønsede på, hvad vi kunne se på hjemturen til Udkantsamager:

[image]Udsigt til Östra Hamnen og Kastellet, Karlshamn 30.07.2014 (nm).

..... foreslog komputteren mig Hovmansbygd Station, hvor jernbaneforeningen Karlshamn Vislanda Bolmens Järnvägssällskap (KVBJ) boltrer sig med at skabe et jernbanemiljø fra 1067 mm tiden på Karlshamn-Vislanda Järnväg:

[image]KVBJ Hovmansbygd Station, perronside, 31.07.2014 (nm).

..... bl.a. ved at lægge spor i området og udstille foreningens rullende materiel:

[image]Jernbygget vogn til roer m.v. fra 1918 SJ Ist 420571, ved lastekran og rampe i Hovmansbygd 31.07.2014 (nm).

[image]Godsvagn/täckt K.V.B.J. 159 G, Byggd på Kockums i Malmö, som personvagn C 111 år 1873, ombyggd på KWJ:s verkstad i Karlshamn 1898 till godsvagn KVBJ G nr 159. På 1940 talet ombyggd till tjänstevagn med littera: SJ tjv 890. Hovmansbygd 31.07.2014 (nm).

[image]Särkupévagn med kombinerad post- och passageraravdelning/3 klass HBJ AC 800, byggd 1888. Senare använd som sommarstuga i Ryaberg innan vagnen kom till Hovmansbygd. 31.07.2014 (nm).

Foreningen har givetvis fået mere fra hånden siden mit besøg i 2014, følg gerne deres aktiviteter *her*.

Tracéen fra sveriges allersidste 1067 mm jernbane (persontrafik indstillet 1970, godstrafik senest 1979, "rivning" 1981-82) indgår nu i Banvallsleden. At godstrafikken på delstrækningen Ryd-Karlshamn holdt ved så længe, skyldtes især udskibningsmuligheden af træ over Karlshamn Hamn.

En sporplan over bl.a. Hovmansbygd kan findes her: https://www.ekeving.se/r/bgd/EJ/1067/KVBJ1.jpg .

Området er "summende svensk sommeridyl", og et besøg hos den lille jernbaneforening bør kombineres med en tur over på den anden side af Mörrumsån til det levende industrimuseum Ebbamåla Bruk, og skulle I komme forbi Karlshamn, hvor jeg i 2014 foretog noget beskedent jernbanearkæologi, kan et besøg på Blekinge Sjöfartsmuseum og en sejltur i skærgården til bl.a. Kastellet anbefales.

Endelig anbefales det at stille evt. nysgerrighed via de "indbyggede links".


Bedste hilsener
Niels

Julekalenderen 2020, 7. december - EPILOG (5 fotos)

af PeterA, 7/12 2020, 10:57 (1384 dage siden) @ Niels Munch

Hej Niels
Nåede ikke at se, at du lige fik udvidet din introduktion til områdets seværdigheder, som er meget seværdige. Jeg vil lige nævne, at hele området omkring søen Åsnen er en meget stor naturseværdighed, som også KVBJ gennemløb. I den nordlige ende af området ligger også Huseby Bruk, som er værd en hel dags besøg.
mvh PeterA

Julekalenderen 2020, 7. december - EPILOG (+1 OT foto)

af Niels Munch, 7/12 2020, 12:37 (1384 dage siden) @ PeterA

Hej PeterA,

Tak for tips; Huseby Bruk har jeg desværre ikke besøgt. Men under en familieferie i Övre Aramo syd for Urshult på tidl. HKJ lejede vi bl.a. kano på den tidligere Ålshult Station (KVBJ) og tilbragte det meste af en fin dag på Åsnen i dens skærgårdslignende natur. Anbefalelsesværdigt.

[image]KVBJ Ålshult Station, 26.07.1986 (nm).


Bedste hilsener
Niels

Julekalenderen 2020, 7. december - EPILOG (+1 OT foto)

af PeterA, 7/12 2020, 13:43 (1384 dage siden) @ Niels Munch

Hej Niels
Åsnen er en vidunderlig smuk sø, og jeg har selv besejlet/kanoteret den talrige gange. Udgangspunktet var netop Ålshult, hvor mine venner ejede huset Mamrelund i en række år. Så dit fine billede af den gamle station vækker absolut gensynsglæde. Området omkring Urshult og de mange frugtplantager er også seværdigt. Broerne for HKJ over Mörrumsåen står også stadig og kan befærdes til fods.

Huseby Bruk er et af Sveriges meget betydelige bruk og har spillet en stor rolle i dansk/svensk historie. De havde et stort kanonstøberi i 1600-tallet, og det er skæbnens ironi, at en stor del af de kanoner danskerne rettede mod svensken i 1600-årene netop var støbt her. Bruket tegnede sig for en meget betydelig del af svensk udenrigshandel og dets nationalprodukt.

Tilbage at se nu er et levende museum med al slags virksomhed indenfor savværk, jernstøberi, landbrug m.m. og et patriarkalsk bruksmiljø med arbejderboliger og brukshandel. Her sælger de for øvrigt en ganske fortræffelig snaps - Oscar IIs Buffetsnaps, som anbefales. Oscar II havde nære relationer til og besøgte bruket. Og så var han jo den konge, der med stor iver har indviet allerflest jernbaner nogen sinde. Oplyst bare for at blive en smule indenfor vort interessefelt.
mvh PeterA

Julekalenderen 2020, 7. december - EPILOG (1 OT foto mere)

af Niels Munch, 7/12 2020, 18:24 (1384 dage siden) @ PeterA

Hej PeterA,

HKJ havde også en bro over Ålshultkanalen:

[image]HKJ bro over Ålshultkanalen, 22.07.1986 (nm).

Som det ses, var broen afspærret for færdsel, idet brodækket var elendigt. Stationen i Urshult viste jeg foto af *her*.

Ja, kong Oscar II havde også en finger med i spillet ved den sælsomme havnebane i Karlskrona, jeg besøgte i 2013.


Bedste hilsener
Niels

Julekalenderen 2020, 7. december - EPILOG (1 OT foto mere)

af PeterA, 8/12 2020, 10:29 (1383 dage siden) @ Niels Munch

Ja Niels, det var også i 80`erne jeg kom i området som mest, og da vrimlede det i landskabet med minder og "spor" efter både KVBJ og HKJ, ganske som dit sidste fine brobillede. På det tidspunkt lå linien op til Ryd stadig intakt og der kørtes i flere år efter stadig Vagnuttag Karlshamn-Fridafors. Der er stadig mange spor i området efter banerne, ofte plejet og vedligeholdt af stedlige Hembygdsforeninger, som fx i Hulevik. Med til at bevare de mange spor er vel også, at området er hensygnende både erhvervs- og befolkningsmæssigt. Ålshult er fx er jo nærmest lagt helt øde.

En banearbejder ved SJ, Lennart Petersson, var ivrig og meget dygtig amatørfotograf og på hans arbejdspas på smalsporsnettet omkring Växjö har han dokumenteret miljøer og arbejdsopgaver på linierne i de seneste årtier banerne var i drift. Hans billeder er udgivet i to meget fine fotobøger og hans smalfilm på dvd, hvor der er fine autentiske hverdagsoptagelser fra KVBJ og HKJ. Anbefales for interesserede.

Birger Wilcke skrev i Jernbanen nr. 3/1970 en stadig læseværdig artikel om HKJ, som blev trafikeret langt ud over, hvad man havde kunnet forventet.
mvh PeterA

Julekalenderen 2020, 7. december - EPILOG (1 OT foto mere)

af PeterA, 8/12 2020, 11:52 (1383 dage siden) @ PeterA

[image]

For lige at afrunde tråden her vises Urshult Station - HKJs vigtigste mellemstation - i sommeren 1964. Her var der liv et år før persontrafikken blev nedlagt. Billedet er taget af Frank Stenvall, Malmö.
mvh PeterA

Julekalenderen 2020, 7. december - EPILOG (+2 OT fotos)

af Niels Munch, 8/12 2020, 13:45 (1383 dage siden) @ PeterA

Kære PeterA,

Mange tak for dine bidrag. "Desværre" var jeg tynget af især værnepligt, uddannelse og husbyggeri etc. i de tider, hvor DJK - også i samarbejde med SJK - arrangerede udflugter til broderfolkets smalsporbaner, inden det var for sent.

Derfor er mine fotos derovrefra senere og "sporløse", som disse:

[image]KVBJ Hulevik Station, 24.07.1986 (nm). Hulevik (tæt på Åsnen) var vist på det tidspunkt feriehjem for SJ-ansatte.

[image]KVBJ Ryd Station 22.07.1986 (nm). Tracéen er næsten varm endnu .....

Det glæder mig, når en gættespøg her på forum "river noget med sig", som også denne har gjort.


Bedste hilsener
Niels

Julekalenderen 2020, 7. december - EPILOG (+2 OT fotos)

af PeterA, 8/12 2020, 14:21 (1383 dage siden) @ Niels Munch

Ja, Niels, det har dine fine fotos da i høj grad bidraget til og tak for dem. Og på dine billeder er det jo tydeligt for enhver, hvor sporene har ligget. Ikke meget er forandret i Hulevik. Signalet står der endnu, og bygningen var ganske rigtig feriebolig for SJ-ansatte. Få meter til højre for signalet ved søbredden er der en typisk svensk ferieidyl med velordnet badefacilitet med badebro, sandstrand, jollehavn og legefaciliteter. Tiden har stået stille her, siden du tog dit foto.

Bedste hilsener /PeterA

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak