Julekalenderen 2020, 1.december

af Jens Vesterdahl ⌂, 1/12 2020, 00:17 (1502 dage siden)
redigeret af Jens Vesterdahl, 1/12 2020, 00:35

Glædelig december allesammen.

Som lovet 24. december sidste år er her den første opgave i årets julekalender.

Reglerne er som de andre år, at den første som svarer rigtigt på dagens opgave, vinder ret og pligt til at fortsætte julekalenderen den efterfølgende dag.

[image]

Vi befinder os på en station et sted i udlandet. Billedet er taget i august 2020 og viser nedgangen til en perrontunnel. Som det ses er gavlen lukket med spånplader, og selv om stationen stadig har daglig passagertrafik - til tider med tog på samtlige spor - mener man således ikke at have brug for en perrontunnel. Spørgsmålet er da:

Hvad blev perrontunnelen i sin tid brugt til?

God fornøjelse

Mvh
Jens

Julekalenderen 2020, 1.december

af K564, 1/12 2020, 06:37 (1501 dage siden) @ Jens Vesterdahl

Godmorgen
Det er en forbindelse fra smalsporsbanen, som forsat er i brug, til den tidligere normalsporsbanen, som lå en del lavere. Omkring Sankt Hans bruges andet transport middel i området af kvinder.
Hilsner Keld

Julekalenderen 2020, 1.december

af Anders ⌂, Copenhagen, 1/12 2020, 06:52 (1501 dage siden) @ K564

Hej Alle
Skønt vi er i gang igen

Er transportmidlet en kost? Hvis ja, er det så vidt jeg har erfaret kun udvalgte kvinder som benytter sig af dette...

--
Venlig hilsen

Anders
www.smalspor.dk

Julekalenderen 2020, 1.december - LØST

af Jens Vesterdahl ⌂, 1/12 2020, 08:25 (1501 dage siden) @ K564
redigeret af Jens Vesterdahl, 1/12 2020, 08:49

Godmorgen
Det er en forbindelse fra smalsporsbanen, som forsat er i brug, til den tidligere normalsporsbanen, som lå en del lavere. Omkring Sankt Hans bruges andet transport middel i området af kvinder.
Hilsner Keld

BINGO - svaret er korrekt. Det er pudsigt nok, for jeg spurgte faktisk ikke om stationens navn, og det havde jeg da selv lige overset :-D

Nuvel, det er tydeligt, at Keld ved at vi er på stationen Drei Annen Hohne på Harzquerbahn, hvorfra Brockenbahn udgår, og hvor der er livlig passagertrafik alle dage. Perrontunnelen går fra perronen ved spor 1 til en nu nedlagt station for en normalsporet sidebane til Rübelandbahn, som havde endestation i Drei Annen Hohne.

Sådan ser bygningen ud fra den anden ende
[image]

Sådan ser der ud indvendigt
[image]

Og sådan ser perrontunnelen ud fra den anden side - ved den tidligere perron for Rübelandbahn
[image]

Harzen er og var mere end de kendte metersporede baner under HSB. Rübelandbahn, tidligere kaldet Harzbahn, blev etableret i 1886 af Halberstadt-Blankenburger Eisenbahn for at betjene kalkværkerne omkring Rübeland og Elbingerode, hvilket den stadig gør. Ligesom både Harzquerbahn og Selketalbahn klatrer stejlt opad fra hhv. Hasserode og Gernrode, så stiger Rübelandbahn så stejlt op fra Blankenburg, at der foruden stigninger på op til 6% findes en rebroussementstation (Michaelstein) midtvejs på bjerget.

Banen gik tidligere helt til Tanne, hvor den mødte den metersporede Südharzbahn, som lidt længere mod vest ved Sorge mødte Harzquerbahn på en station, som nu er nedlagt. Der var desuden et udvekslingsspor mellem de to metersporede strækninger, men selv om traceen for Südharzbahn stadig er synlig, er der ikke andre rester end et brofæste, der hvor Harzquerbahn drejer mod nord ved den gamle øst/vest grænse. Selve stationen i Sorge er flyttet til den nuværende lokation.

Nå, men tilbage til Rübelandbahn. Syd for Elbingerode gik en sidebane mod vest op gennem skoven til Drei Annen Hohne, så passagerer på Rübelandbahn/Harzbahn kunne komme på udflugt til Brocken mm., og dertil brugte man perrontunnelen i Drei Annen Hohne.
Trafikken på sidebanen sluttede omkring 1963-64, men stationsbygningen for Rübelandbahn i Drei Annen Hohne står der endnu, selv om den er helt tilgroet og faldefærdig. I den sydvestlige ende af stationen var et sporarrangement til omlæsning, men hvis der er identificerbare rester heraf, så kunne jeg ikke finde dem.
Persontrafikken på Rübelandbahn mellem Blankenburg og Elbingerode blev endeligt opgivet i 2005, hvorefter banen udelukkende benyttes til kalktransporter.

Den tilgroede stationsbygning for Harzbahn/Rübelandbahn
[image]

Det tidligere sporareal er nu parkeringsplads for passagerer til HSB
[image]

Ud over de store stigningsprocenter er Rübelandbahn speciel ved at spændingen i køreledningen er 25 kV, hvor resten af det tyske net jo er 15 kV. Oprindelig blev banen anlagt med tandstænger på de stejleste delstrækninger, men dette gik man bort fra, da godsmængderne krævede kraftigere lokomotiver i form af fire 1E1 koblede tenderlokomotiver, som senere blev til baureihe 95.66. De to første af disse blev leveret med tandhjulsdrev, primært aht. nedkørslerne, men da det viste sig at være unødvendigt, blev disse fjernet igen, og de to sidste maskiner blev leveret uden tandhjulsdrev. Typen blev forbillede for den preussiske T20, senere DR baureihe 95, hvoraf 95 027 med hjemsted i Blankenburg i dag - meget passende - lejlighedsvis kører udflugtstog mellem Blankenburg og Rübeland. Under opholdet i Rübeland tages vand på den gamle banegård, hvor den sidste af de oprindelige maskiner - 95 6676 tilhørende trafikmuseet i Dresden - opbevares i remisen og ved disse lejligheder trækkes ud til fotografering sammen med 95 027.

95 6676 “MAMMUT” og 95 027 side om side i Rübeland
[image]

En lidt finurlig detalje er, at ifølge alle de kilder jeg kan finde, så er sidebanen mellem Elbingerode og Drei Annen Hohne endnu ikke officielt nedlagt, selv om traceen for det meste er omdannet til cykel- og vandresti …

På Google Maps kan man stadig ane forløbet af banen.

Julekalenderen 2020, 1.december - LØST

af Niels Munch, 1/12 2020, 10:08 (1501 dage siden) @ Jens Vesterdahl

Hej Jens,

Mange tak for en glimrende gennemgang af forholdene ved Drei Annen Hohne, hvor de på stationen under mit første besøg i juli 1992 serverede en fortræffelig kartoffelsuppe, og hvor jeg gennem tunnellen besøgte den allerede forfaldne "spøgelsesstation", som efter sin lukning i en periode havde været Mitropa-Gaststätte.

Det var i øvrigt en lille uges tid efter genoptagelsen af den offentlige plankørsel på Brockenbanen, og oppe på toppen kunne "der Brockenwirt" slet ikke klare efterspørgslen, hvorfor der var opstillet rækker af feltkøkkener (Gullaschkanonen) i det fri, hvorfra de mange besøgende kunne forplejes. Det var, som om alle tyskere - fra vest som fra øst - skulle derop for at besegle genforeningen.

Nå, jeg må hellere holde, inden sentimentaliteten flyder hen ad computerbordet, og takke for en fin kalenderstart.

Bedste hilsener
Niels

Avatar

Julekalenderen 2020, 1.december - LØST

af Michael Deichmann ⌂, Gribskov kommune, 1/12 2020, 12:51 (1501 dage siden) @ Niels Munch

.... og takke for en fin kalenderstart.

Ja, så kom vi rigtig godt igang - og barren lagt pænt højt.

Julekalenderen 2020, 1.december - LØST

af Anders ⌂, Copenhagen, 1/12 2020, 12:58 (1501 dage siden) @ Michael Deichmann

Ja herligt... Kom nu med noget jeg kan gætte ;-)

--
Venlig hilsen

Anders
www.smalspor.dk

Julekalenderen 2020, 1.december - LØST, RÜBELANDBAHN mv.

af Steffen Dresler, 1/12 2020, 14:51 (1501 dage siden) @ Niels Munch

God eftermiddag

Inspireret af dagens 1. låge med billeder fra ”Drei Annen Hohne” og deraf ”undergang” (ikke ”Der Untergang”) til den gamle ”RÜBELANDBAHN”, er denne banes historie og ikke mindst strækninger faktisk lidt læsning værd. Den har det hele med normalspor, tandstangs bane, privat, statslig i begge stater og ikke mindst en imponerende anvendelse af nogle kolossalt kraftige damplokomotiver og senere elektrificering med et helt andet strømsystem end resten af de tyske baner, 25 kg volt.

Hvis man lige skal slappe af et par timer (let underdrevet) kan man begive sig ud på en lille spadseretur ”Hexen steig” på små 150 km tværs gennem Harz. På denne tur kommer man flere gange i berøring med RÜBELANDBAHN og kan med selvsyn konstatere det enorme ingeniørarbejde der var ved anlæggelsen og hvorfor der fordredes kraftige lokomotiver med stor trækkekraft og adhæsion.

Desværre var nok en af de mest mindeværdige indtryk (2019) den fantastiske skovdød i næsten hele området, ikke klima betinget (menneskeskabt) med biodiversitet, hvor træbiller så at sige har ædt sig gennem Harz. Man kan HØRE det når man går, bark der falder af som i et regnvejr rundt omkring en. Men der er lys forude.

For barnlige sjæle ender turen på ”Hexen Tantz Platz” og det er DER heksene danser og ikke på Brocken!! Det er nu en ”Bakken” som i Dyrehaven, bare i over 100 meters højde.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

Julekalenderen 2020, 1.december - LØST, RÜBELANDBAHN mv.

af Jens Vesterdahl ⌂, 1/12 2020, 15:27 (1501 dage siden) @ Steffen Dresler

Desværre var nok en af de mest mindeværdige indtryk (2019) den fantastiske skovdød i næsten hele området, ikke klima betinget (menneskeskabt) med biodiversitet, hvor træbiller så at sige har ædt sig gennem Harz.


Det er faktisk klimabetinget. Som jeg fik det fortalt dernede, er træernes naturlige forsvar mod barkbillerne at udskille harpiks, men den mekanisme er sat ud af kraft pga. tørke. Og der har du ret i, at monokulturen gør, at hvis en enkelt træsort rammes, så er det overalt. Man vil nu lade mere varieret skov vokse op og overtage, men det var sandelig ikke blevet kønnere i 2020 end det var i 2019 :-(

For barnlige sjæle ender turen på ”Hexen Tantz Platz” og det er DER heksene danser og ikke på Brocken!! Det er nu en ”Bakken” som i Dyrehaven, bare i over 100 meters højde.


Der er så bare lige noget knas, for nok brænder vi bål til St. Hans, men dansen, som du refererer til, foregår på Valborgsaften eller Walpurgisnacht, dvs. allerede natten før 1. maj. Den slags små tidsforskydninger bekymrer nok ikke rigtige hekse, men så er der lige Goethe, som i værket Faust angiveligt refererer til heksedansen på Brocken på Walpurgisnacht ... og så har vi balladen igen :-D

Nå, men nu kom vi langt væk fra Rübelandbahn, der byder på en del lækkerier som du selv nævner. Ikke mindst den ret imponerende Kreuztalviadukt.

Julekalenderen 2020, 1.december - LØST, RÜBELANDBAHN mv.

af Jan-Eddie Mathiasen @, Odense, 1/12 2020, 15:51 (1501 dage siden) @ Steffen Dresler

et helt andet strømsystem end resten af de tyske baner, 25 kg volt
Ja, det er nogle tunge volt:-D :-D :-D :-D
Kærligt ment
Jan-Eddie

Julekalenderen 2020, 1.december - LØST

af Georg Schmidt, 1/12 2020, 17:22 (1501 dage siden) @ Jens Vesterdahl

[image]
Rübeland 2001.
M v h
Georg

Julekalenderen 2020, 1.december - LØST

af Jens Vesterdahl ⌂, 1/12 2020, 17:32 (1501 dage siden) @ Georg Schmidt

Dejligt billede med BR 171 :-)

Jeg har faktisk også en video fra Rübelandbahn fra i år. Den er mest fra selve Rübeland, da mine strækningsoptagelser kiksede af den ene og den anden grund.
Jeg var på jagt efter 95 027, men blev overrasket et par gange af kalktog med HVLE BR 185 i begge ender (af hensyn til rebroussementet), så dem er der også et par klip af.

https://www.youtube.com/watch?v=LEyt6GU_tD8

Mvh
Jens

Julekalenderen 2020, 1.december - LØST (Drei Annen Hohne)

af Niels Munch, 22/2 2022, 11:28 (1053 dage siden) @ Jens Vesterdahl

Kære Jens,

Tilgiv, at jeg tager denne tråd op igen; men i f.m. mit roderi med Harzen 1992 erindrede jeg mit tidligere i tråden nævnte besøg på Drei Annen Hohne og "spøgelsesstationen" for enden af perrontunnelen. Og at jeg faktisk i Braunlage erhvervede et - allerede dengang - gammelt postkort:

[image]Drei Annen Hohne unt. Bahnhof. Udateret postkort (arkiv: nm).

Jf. div. beskriveler var der omladespor mellem den metersporede Harzquerbahn og denne normalsporede sidebane fra Rübelandbahn, hvorfor en sporplan kunne være interessant. Og den fandt jeg her:
http://www.dampfromantik-harz.de/gleisplaene/gp_dah.html .

Bedste hilsener
Niels

Julekalenderen 2020, 1.december - LØST (Drei Annen Hohne)

af Jens Vesterdahl ⌂, 22/2 2022, 17:26 (1053 dage siden) @ Niels Munch

Tilgiv, at jeg tager denne tråd op igen ...
Jf. div. beskriveler var der omladespor mellem den metersporede Harzquerbahn og denne normalsporede sidebane fra Rübelandbahn, hvorfor en sporplan kunne være interessant. Og den fandt jeg her:
http://www.dampfromantik-harz.de/gleisplaene/gp_dah.html .

Jamen du er da velkommen. Jeg er selv stødt på den side under min research af fotosteder før jeg tog derned. Der er rigtig meget god information, og det er også derfra jeg selv ved at der har været et omladespor. Som tidligere skrevet fandt jeg ikke identificerbare rester efter det, så enten er der ikke flere spor (høhø!), eller også gemmer de sig i krattet, hvor det er for tæt til at jeg orkede at trænge igennem.

Mvh
Jens

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak