Kære alle,
Tak til alle læsere og gættere for interessen for nissespøgen her!
Rejsen på de schweiziske smalspor i SEP 2010 var en studietur gennemført i regi af daværende JeTra, nu IDA Rail. Ud over kørsel på Brig-Visp-Zermatt, Gornergratbahn og Furka-Oberalp bød studieturen også på rejser med Rhätische Bahn (RhB) inkl. over Berninapasset og til Tirano i Italien. Flere korrespondancer med få min. overgangstid fungerede som efter et schweizerur, og først med FS-regionaltoget Tirano-Milano gik det galt p.g.a. en klækkelig, italiensk forsinkelse .....
Men tilbage til Stalden-Saas:
BVZ Bf Stalden-Saas under afventen af krydsning, 06.09.2010 (nm).
T.v. i billedet køreledningsmast "Nr. 9", og yderligere t.v. uden for billedet stod nissen og grinede. Og så kom toget fra Zermatt med styrevogn i front:
BVZ togkrydsning i Stalden-Saas, 06.09.2010 (nm).
Vort eget tog blev fremført af MGB (BVZ) Deh 4/4 nr. 24, en tandhjulsmotorvogn med pakrum, og det krydsende tog blev skubbet af et tandhjulslokomotiv MGB (FO) HGe 4/4 II:
BVZ Bf Stalden-Saas med tog mod Visp, ukendt HGe 4/4 II, 06.09.2010 (nm).
Bent nævnte stationen i Täsch. Her kan de bilister, der skal besøge den bilfrie by Zermatt, parkere bilen og tage et Stadler Pendelzug, der ligesom den øvrige nævnte trækkraft er indrettet for såvel adhæsions- som tandhjulsdrift, det sidste stykke:
BVZ Bf Täsch med Pendelzug, 06.09.2010 (nm).
Endelig når vi den "indbyggede" banegård i Zermatt:
BVZ Bf Zermatt med rangerende Gm 3/3 nr. 72. T.h. front af styrevogn, 06.09.2010 (nm).
Der rangeres med materiel fra Glacier-Express, som er et samarbejde mellem MGB og RhB. Rangermaskinen, der er bygget af franske Moyse, fik ved en revision i 2004 sat "kalotten", som rummer div. lyd- og emissionsfiltre, på taget. Søstermaskinen nr. 71 var i Visp.
Turen på Gornergratbahn den 07.09.2010, og hvad den gav anledning til, havde vi jo i denne tråd, og vi kan måske ved senere lejlighed komme ind på resten af studieturen.
De bedste hilsener
Overhavenisse Munch