Københavns 2. banegård, smalsporsbanen ved Remisen.
Kære Bendix Riis m. fl.
Jeg ser stadig efter billeder og tegninger om mit ”yndlings jernbaneområde”, det daværende jernbaneterræn omkring søerne, Åboulevarden, Gyldenløvesgade, Vester Farimagsgade, Vesterport Passage og Gl. Kongevej.
Når man ser på oversigtskort svinger detaljerne ofte en del, pludselig er der tegnet ”et og andet” og i næste ombæring er det fjernet.
På DSB eget (og sikkert sidste) oversigtskort tegnet – muligvis i forbindelse med flytningen af Hovedbanegården til den nuværende – og dateret 1864-1912, findes der detaljer som ikke var på de tidligere. Det vil sige signaler, skure og mindre bygninger, skorstene og minsandten også markeringer ved den store træremise (Mdt. Nordbanegården) næsten overfor Station 3 (Klampenborgbanegaarden) af en ”Fyrgrav”, en ”Kulbro” og en ”Vandkran” næsten klistret op ad remisen.
Tegning B 2, arkiv DJM
Nede for enden af Kuloplagspladsen (til venstre på tegningen B 2) ved skuret ved Lysstationen og skuret for opbevaring og eller opladning? af akkumulatorer, ses nu indtegnet en ”Askekasse” mellem disse to skure/bygninger. Og så begynder spørgsmålet om den lille smalsporsbane (tegnet gråt på tegning B 2) igen at rumle. For er smalsporbanen så alligevel ikke for noget andet end transport af akkumulatorer, nemlig for borttransport af aske fra fyrgraven og til askekassen? Det skal jo væk fra fyrgraven og netop ved siden af denne er der et spor, hvorpå ses en åben godsvogn for denne transport.
Nu var jo Station 3 (Klampenborgbanegaarden) ved Gyldenløvesgade/Åboulevarden jo en selvstændig station, selvom træremisen (Nordbanegaardens Maskindepot) betjente BÅDE Station 2 (Nordbanegården), Holte stationen og Station 3 (Klampenborgbanegaarden), men hvornår der er kommet en fyrgrav, vandkran og en kulbro beliggende op ad Maskindepotet er ikke beskrevet i det jeg kender til (og nogen har glemt at tage billeder i det område for min skyld!!). Og hvordan er kullene kommet til den lille kulbro og er resultatet af dette sidste endt med at lokomotiverne alligevel blev kulforsynede på det nordlige spor der førtes gennem remisen? Altså direkte fra kuloplagspladsen som også vist på billeder fra ca. 1915??
Så min nu ændrede ”konklusion” er at det er en kul- og aske smalsporsbane og ikke som hidtil troet for transport af akkumulatorer?
På billedet B 1 ses to pilmarkeringer, den venstre for askakassen og den højre for fyrgraven.
Billedudsnit, arkiv DJM (før jernbanekilder)
Og således beriget med unyttig viden – men absolut politisk korrekt – ønskes alle en god fredag aften og kommende weekend.
Med venlig hilsen
Steffen Desler