V36 vs. DSB T1.

af Steffen Dresler, 29/12 2012, 12:46 (4376 dage siden) @ schack

Kære Peter Schack

Nedennævnte er et uddrag og lettere redigeret udskrift af en artikelserie bragt i Danmarks jernbanemuseums årsskrift ”Tog i tiden 2010”. Yderligere findes der artikler om de første rangertraktorer i årsskriftet for 2009 samt endelig om efterkrigstidens rangertraktorer i årsskriftet for 2011. De omtalte årsskrifter kan købes på Danmarks jernbanemuseum.

I midten af september 1942 ankom type WR 360 C 14 K driftsnummer 10058/3 (10058/3 er Luftwaffe's identifikationsnummer, der også anvendtes som individnummer) til den af Luftwaffe drevne militærbane mellem Nørre-Nebel og Nymindegab. Senere gjorde den tjeneste ved Fliegerhorst Grove (flyvestation Karup) og i Blåvand i forbindelse med bygningen af bl.a. ”Tirpitz” og ”Büffelkoppel” stillingerne.
Traktoren blev bestilt af ”Reichsluftfahrt Ministerium” (RLM) og bygget hos Schwartzkopff i 1940. Den var en ud af 9 traktorer i 4. byggeserie ud af i alt 5 byggeserier til RLM fra denne fabrik. Den blev tildelt ”LuftwaffeGauKommando II Hamburg-Blankensee” for at gøre tjeneste ved ”LuftGauAmt Travemünde-Pötenitz”, sandsynligt ved en af dette områdes flyvepladser eller anden Luftwaffe-installation.
Da krigen sluttede den 5. maj 1945, stod det, jf. en samtidig politirapport, i Nymindegab, beskrevet som et "38 tons tungt diesellokomotiv". Om traktoren har været anvendt i perioden 1945 - 1946 af DSB, eller om det blot har været hensat, har ikke kunnet konstateres.
Efter en revision på Centralværkstedet i København, blev den sat i drift i 1946 som "Traktor nr. 1" på Københavns Godsbanegård, hvor den gjorde tjeneste i 9. tur på rangerryggen. Det var traktoren særdeles velegnet til, da det med sin store adhæsionsvægt, kunne trække/trykke ret store stammer. Hele traktorens tjenestetid har den været hjemmehørende på Godsbanegårdens station, men har dog også været udlånt til bl.a. Sydhavnen og Vigerslev.
De fleste kilder nævner, at traktoren ved dens indsættelse i driften hos DSB var malet sort og med gule påskrifter med teksten ”DSB, Rangertraktor, Nr. 1.”. Men højst sandsynligt er traktoren bare er blevet renset af, fået DSB påskrifter og har bibeholdt sin oprindelige farve, populært kaldet ”Wehrmacht Grau". Denne farve (RAL 7021) synes nemlig på billeder næsten sort. Ved leveringen skulle alle WR traktorerne (fra 1938) være bemalet således, at rammer, barriereplade, motoropbygning og førerhus var malet i RAL 28 (senere benævnt RAL 6007), der er en mørk ”flaskegrøn” farve, mens hjul og kobbelstænger skulle være røde. Fra juni 1942 blev alle WR traktorer ommalet i RAL 7021 ”Wehrmacht Grau", der er en sort grå farve. Endelig skulle WR traktorerne fra og med 18. februar 1943 have været ommalet i RAL 7028, der er en mørkegul farve. Denne sidste farveangivelse blev dog kun gennemført med et meget lille antal traktorer. Da der efter krigen herskede stor mangel på farver og lakker, er det derfor sandsynligt, at Traktor nr. 1 blev sat i drift i RAL 7021 ”Wehrmacht Grau", den farve den var blevet ommalet i, i 1942. Men under alle omstændigheder bliver traktoren ved en S-revision i 1957 ommalet i den ny standardfarve for DSB rangertraktorer, nemlig ”DSB nr. 2 grøn” på undervogn og overdel, mens tagfarven er ”DSB Aluminium” (uden nr.). Beskriftningen bliver samtidig ændret til kun at være "Krone DSB 1". (Nogle kilder nævner, at traktoren havde røde hjul ved sin indsættelse i driften ved DSB. Dette kan hverken be- eller afkræftes, men er en mulighed, da ikke alle bemalingsforskrifter blev fulgt).
Traktoren blev ikke ændret ved indsættelsen hos DSB, udover der monteredes "nedløbsrør" bagest på førerrummet – der ligeledes fik en udluftning monteret bagest på taget - og at forskrifter m.v. blev ændret fra tyske til danske.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak