Gæt en bane - løst (+4 nye illustrationer)

af Niels Munch, 31/10 2018, 08:47 (2249 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 31/10 2018, 09:27

God formiddag i Forum,

Niels svarede Gornergratbahn (i dette forum er ingen inhabile).

Asger foreslog, at konstruktionen af trækkraften kunne tilskrives W. R. Rowan fra Scandia i Randers.

Morten søgte at holde humøret oppe trods "dansk vejr".

[image]

Gornergratbahn (GGB) blev åbnet i 1898 som den første elektriske tandhjulsbane i Schweiz. Strømsystemet var 550 V, 40 Hz 3-faset vekselstrøm (drejestrøm), hvilket afstedkom 2 køreledninger over spor samt dobbelt antal strømaftagere på trækkraften. Sporvidden er 1000 mm og tandsystemet er System Abt. Banen er den næsthøjeste bjergbane i Europa, kun overgået af Jungfraubahn.

[image]Plakat 1928 tegnet af Eric de Coulon (CH, 1888-1956), Museum für Gestaltung, Zürich.

GGBs første materiel blev leveret under kontrakt med SLM: "Vertrag über die Lieferung von 3 elektrischen Lokomotiven mit Personenwagen (Rowan-System), 3 offenen Personenwagen, 2 Güter-wagen für die Gornergratbahn (Ordre 2344)" dateret 16.07.1896. Underleverandører SIG og BBC. Postkortet øverst viser f.v. en åben personvogn, derefter et "Rowanzug": En "Vorstellwagen", hvis bagerste ende savner bogie og i stedet hviler på el-lokomotivets ramme ("sættevogn").

William Robert Rowan (1841-1900) fra Scandia, der på tiden for GGBs anlæg og indvielse levede i Schweiz, tillægges denne "Rowan-Komposition", hvor den viste er én af GGBs 3 første. I 1902 leveredes en fjerde (plakaten), og i 1930 (!) en femte. Ved denne lejlighed ændredes strømsystemet til 750 V, 50 Hz drejestrøm, og nr. 1-4 fik stærkere motorer. Ved senere ombygninger (1966, 1975) fik lokomotiverne nr. 1-3 vognkasser af stål og numrene 3001-3003, og deres "Vorstellwagen" forsvandt.

Herefter anvendtes de som tjenestelokomotiver, og ved vort besøg i 2010 var 3001 og 3003 angiveligt køreklare, 3002 opstillet som "Denkmal" i Stalden.

[image]

[image]GGB He 2/2 nr. 3003 under tag på endestationen i Zermatt, 07.09.2010 (nm).

GGB indgår i dag sammen med Brig-Visp-Zermatt og Furka-Oberalp i Matterhorn-Gotthard Bahn (MGB) koncernen, men passer ikke i strømsystem med disse, hvorfor vogne overleveres de 2 systemer imellem med diesellokomotiv, herunder f.eks. tankvogne med fyringsgasolie til hotellet etc.

GGB er absolut et besøg værd, og når vejret er godt - og ikke "dansk" (vi vandrede rundt i en våd sky), er der en formidabel udsigt til Matterhorn (4478 m).

Bonusbillede:

[image]GGB Rowanzug nr. 4 (fra 1902) på Gornergrat. Kilde: MGBahn-Historic.


Bedste hilsener & tak for medspil
Niels


Edit har indbygget et par links mere


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak