S-maskinerne - hvor langt kom de omkring?

af Dampfmeisteren ⌂, 1/11 2017, 22:20 (2661 dage siden) @ Ole Lund Jensen

A. Gregersen skriver således i Danske Damplokomotiver i Signalposten 1974

Litra S, nr. 721-740.

nr. 721-722 leveret 1924 af Borsig med fabr. nr. 11716-11717,
nr. 723-732 leveret 1927 af Frichs med fabr. nr. 69-78,
nr. 733-740 leveret 1928 af Frichs med fabr. nr. 79-86.
Udrangering i 1960erne.
Denne maskintype blev bygget til Nord og Kystbanen, men de 2 første (i 1924-1925) blev straks indsat i K-turen i Korsør og kørte på Vestbanen i person- og godstog i tur med K-maskinen. De kørte togene 16/31, 22/371 26/ 53 og 2018/2019. Da de andre 18 maskiner blev leveret i 1927 og 1928 kom de alle til Godsbanegården og nogen tid efter fik også Helsingør S-maskiner, først kun 2, senere 6 og der blev en vis tradition i stationeringen. Nr. 724. 727, 730, 732, 733, 737 og 739 har været stamgæster i Helsingør.
Først kørte de il- og persontog på Kystbanen, både Helsingør, Rungsted og Klampenborg og Nordbanetog helt til Helsingør samt delstrækningstog til Fredensborg og Hillerød og lokale Holte- og Lyngbytog. Ved motoriseringen af "lille Nord" og stiv times-plan København-Hillerød, fik de så at sige alle Hillerødtog (før den tid havde enkelte Helsingørtog på såvel Nord- som Kystbanen været kørt med K-maskine) og med elektrificeringen udgik togene til Klampenborg og Holte.
Som før nævnt ønskede man en kraftigere maskine til visse iltog på Vestbanen, man byttede S- og P-maskinerne og i løbet af 1930erne var det ret almindeligt at se S-maskinen i Korsør. De kørte visse iltog og persontog og nogle gennemgående godstog. På Sydbanen kørte de persontogene 85 og 102 og efter Storstrømsbroens åbning tog 161 (=85), et iltog med ankomst til Kh om middagen.
På Nordvestbanen kørte de nuværende tog 235/250 og periodevis enkelte persontog, dertil Roskildetog.
Under krigen kørte de en del til Korsør og Kalundborg, mest i persontog, men også i nogle godstog. Desuden kørte de til Roskilde og Næstved - samt selvfølgelig på Nord- og Kystbanen.
I den sidste periode før kapitulationen med kørsel hver 2. dag, kørte de Helsingør-Holte, hvor man så måtte stige om til S-tog.
Da de mange MO blev sat i drift omkring 1950 blev en del Helsingør- og Hillerødtog erstattet med 2 MO, men det var dog kun for en kortere periode. Udover Roskilde sås de stadig, på Køge og Næstved i særgodstog, på Vestbanen i tog 97/24 og i skiftende anvendelse på Nordvestbanen. MY og MX gjorde dem i løbet af 1960erne overflødige, en sidste krampetrækning var 2 Hillerødture, lokalgodstog på ydre godslinie og person- og godstog til Roskilde og Køge.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak