Ugens TRIANGEL - "DAVID" - Del 2 (3 ill.)

af Niels Munch, 19/6 2015, 15:15 (3475 dage siden) @ Niels Munch

Fortsat fra Del 1:

Som et alternativ havde Scandia tegnet en ”mere strømliniet udførelse” (Tegn. 41728), i øvrigt af tilsvarende leveringsomfang, men til kr. 57.900. Da dette forslag næppe tidligere har været omtalt, bør vi dvæle lidt det.

Jeg har søgt at scanne alternativet fra Tegn. 41728, Scandias oversigtstegning i skala 1:20:

[image]

[image]
Scandias alternative forslag efter Tegn. 41728.

De afrundede kanter på såvel førerhus som ender ses tydeligt; førerhusets øverste sider er skrå, og førerhusfronten mod motorenden er ”knækket” i 3 planer. Pakrummet er 2010 mm bredt (mod 1600 mm i den udførte), og motorhjelmen er kun 1300 mm bred (mod 1600 mm i den udførte). Endelig giver barrierepladens udformning en totalbredde på 3000 mm mod 2700 mm på den udførte, mere kantede DAVID.

SKRJ meddelte den 26.10.1956 Scandia, at man fandt den strømliniede ”særdeles tiltalende”, men at man af økonomiske årsager så sig ”nødsaget til at rette opmærksomheden mod forslaget efter Tegning 41812” til kr. 45.700.

Pr. 30.11.1956 forelå Tilsynet med Privatbanernes endelige godkendelse af ombygningsforslaget, idet man dog gjorde bemærkninger om dagsignalholdere, førerhusvarmeapparat, defrosteranlæg og solskærme, som ikke fandtes i Scandias oprindelige detailspecifikation.

Herefter sattes ordren i gang. SKRJ søgte at skaffe førerbremseventiler hos H.I. Hansen i Odense, evt. fra udrangeret AHTJ-trækkraft, men det ”var allerede ophugget og videreleveret”. Ordren blev alt i alt forøget med kr. 700,- for nye Knorr bremsedele samt i øvrigt med kr. 170,- til revision af fjederbukkene, hvoraf én var knækket, og andre manglede nitter.

Broncebogstaverne til ejendomsmærke og litra/nr. blev genanvendt, hvorimod 2 sæt ”DAVID” i tilsvarende udformning skulle nyleveres.

Scandia meldte den 12.06.1957 DAVID klar til levering, og overdragelsen fandt sted den 19.06.1957. Dog havde Scandia p.g.a. lange leveringstider ikke kunnet skaffe spedometerdynamo og -instrumenter til den stipulerede levering, men Ministeriet for Offentlige Arbejder tillod i brev af 01.06.1957, at M 4 kunne sættes i drift, ”uanset at de i henhold til §23 pkt. 2 d i ordensreglementet for privatbanerne påbudte hastighedsmålere på førerpladserne ikke er installerede”. Ministeriet meddelte dispensation fra nævnte bestemmelse, ”indtil levering af hastighedsmålere har fundet sted og på betingelse af, at M 4s maksimalhastighed i samme periode sættes til 45 km/t”.

Ud over det nævnte havde banen brugt kr. 3,500,- til ”at bringe undervognen i orden”, ligesom transporten til og fra Scandia i Randers skete for banens regning. Overskydende beløb i f.t. erstatningssummen posteredes på banens ”Fond for lokomotivreparationer og nyanskaffelser”.

DAVID gjorde god fyldest på SKRJ indtil banens lukning i 1968, hvorefter den pr. 02.01.1969 solgtes til A/S Det Østsjællandske Jernbane-Selskab, som døbte den ”M 1”.

[image]
ØSJS M 1'" DAVID i Hårlev, august 1969 (nm).

Her er DAVID nylig istandsat i grøn lak med "bøffelhorn". Østbanen solgte køretøjet i 1981 uden motor og gearkasse til privat.

Som tidligere berettet i disse fora eksisterer DAVID endnu og vil måske en dag fremstå i restaureret stand.


Kilde: SKRJ-arkivmateriale i Østbanens arkiv.


Bedste hilsener
Niels
(nm)

Flere Triangel'er *her*.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak