Nyt transporttungt industriområde - uden sporforbindelse! (Trafikpolitik)
Jeg tolker i øvrigt stilheden omkring Rådet for Bæredygtig Trafiks Togeksperter således at jeg må have ramt et ømt punkt. Jeg forstår så ikke hvorfor du af alle Niels føler dig ramt...
Rådet for Bæredygtig Trafik kan ikke svare på kritikken, hvis rådet ikke er gjort opmærksom på denne mærkelige togekspert-debat. Man kunne kontakte rådet og få afklaret uklarhederne.
Jeg vil tro, at Rådet for Bæredygtig Trafik har forskellige rådsmedlemmer, der er fagkyndig på hver deres område. (fodgængere, cyklister, rutebildrift og jernbanen mv.)
Meningen med denne tråd er at debatterer enkelthederne i Lolland Kommunes forslag til lokalplan eller en diskussion vedr. høringssvaret fra Rådet for Bæredygtig Trafik.
For at få alle brikkerne på bordet, er vedlagt hovedpunkterne i høringssvaret fra Landsforeningen Danmarks Jernbaner. Nu må man blot afvente sagsbehandlingen fra kommunens forvaltning.
Landsforeningen Danmarks Jernbaners bemærkninger til forslag til lokalplan 360-77 - Transporttungt erhvervsområde ved afkørsel 48 i Maribo.
______________________________________________
Generelle bemærkninger:
Landsforeningen Danmarks Jernbaner har noteret sig, at Lolland Kommune udsender et lokalplanforslag målrettet transporttungt erhverv - uden at påtænke godstransport ad jernbanen ind i kommunens erhvervspolitik. Da jernbanen er ideal til transport af store mængder tungt gods i relation til virksomheder indenfor logistik, som den aktuelle lokalplan er målrettet, må Landsforeningen Danmarks Jernbaner konstatere, at lokalplanforslaget desværre er blottet for tiltag, der kan få godset over på jernbanen.
Dette er set med miljø- og trafiksikkerhedsmæssige øjne overraskende og uforståeligt. Det er bekymrende, at Lolland Kommune på den måde byder den tunge lastbiltrafik velkommende i form af store, tunge modullastvognstog.
Det er derimod afgørende med en opgradering af erhvervsarealerne ved Rødbyhavn for at sikre skinnebåren erhvervsudvikling, En opgradering, der er afgørende for at sikre erhvervsudviklingen på det sted, der med den faste forbindelse bliver en af de mest attraktive placeringer på Lolland.
Umiddelbart er det oplagt at udnytte det vækstpotentiale og de nye muligheder, der opstår af havne- og erhvervsområder i Rødbyhavn i tilknytning til jernbanen til Femern-tunnelen, herunder eksisterende banearealer ved Rødby Færge station og erhvervsområdet ved Finlandsvej og Sulkavavej i Rødbyhavn samt et fremtidig skibsværft på den kommende produktionsplads for Femern-byggeriet. Vi er bekendt med, at motorvejen vil afskærer jernbanen, men da anlægsloven for den faste forbindelse over Femern Bælt endnu ikke er vedtaget, er det ikke afklaret, hvorledes denne krydsning vil ske.
Sørger Lolland Kommune ikke for at have faciliteter til at håndtere det gods, der kommer med tog gennem Femern Bælt-tunnelen, vil det gå videre til containerterminalen i Høje Taastrup eller til Sverige. Der er påtænkt 60-80 godstog hver dag, og derfor er tiden inde til at etablere en kombiterminal - der selvfølgelig skal ligge på Lolland. Det er Lolland Kommunes chance for at skabe en god jernbaneinfrastruktur, som også vil gøre gavn samfundsøkonomisk og miljømæssigt - det er der i høj grad behov for.
Landsforeningen Danmarks Jernbaner har i den forbindelse en klar forventning om, at Lolland Kommune retter fokus på udarbejdelse af erhvervsområder med skinnebåren tilgængelighed, hvor hensigtsmæssig infrastruktur tilgodeses i form af fremtidssikret jernbanetilslutning. Landsforeningen Danmarks Jernbaner ser etableringen af den faste forbindelse som en enestående mulighed for at skabe varig og bæredygtig udvikling i hele den sydlige del af Region Sjælland. Det er således Landsforeningen Danmarks Jernbaners opfattelse, at fremtidig udarbejdelse af erhvervsområder målrettet intensiv transporttung industri bør bidrage til en nødvendig opkvalificering med jernbanetilslutning og tilhørende sporanlæg.
Det er nødvendigt, at man inddrager jernbanetransport, når der udarbejdes lokal- og regionplaner over erhvervsarealer. Den aktuelle lokalplan er et bevis på, at Lolland Kommune skal være bevidst om, at godstransport kan få et tiltrængt løft, når Femern Bælt-projektet etableres. Den kommende Femern Bælt-forbindelse vil resultere i flytning af store mængder gods fra landeveje til jernbanen. En transportform, der blomstre op på ny. Lollands infrastruktur kommer til at ligge i en vigtig international transportkorridor for banegodstransport. Der skal derfor sættes mere fokus på bedre samspil med transportformerne, herunder vej-bane. Det er tiltrængt at skabe et samarbejde mellem biler og baner, så de supplere hinanden. Trafikken er blevet lagt ud på landevejen, men der må være en mulighed for, at man kan dele sol og vind lige.
Der er helt konkret behov for helt andre transportløsninger end den aktuelle lokalplan giver plads til. Landsforeningen Danmarks Jernbaner ser gerne, at Lolland Kommune etablere et trafikalt knudepunkt, der forbedre vilkårene for godstransport på skinner på Sydlolland. Derved skabes grundlag for at udvikle funktionelle og optimale erhvervsområder med mulighed for gode jernbanefaciliteter. Landsforeningen Danmarks Jernbaner ønsker jernbanens fortræffeligheder inddraget i fremtidens trafik- og erhvervsplanlægning. Der burde være plads til den slags nytænkning i dagens Danmark. Udfordringerne for den danske jernbaneinfrastruktur er store og behovet for nytænkning på jernbanegodsområdet er åbenlyst.
Det aktuelle forslag til lokalplan:
Udover disse bemærkninger, er det Landsforeningen Danmarks Jernbaners opfattelse, at der er en række forhold i forslaget til lokalplan 360-77 - Transporttungt erhvervsområde ved afkørsel 48 i Maribo, der bør ændres inden vedtagelsen. Det handler både om at udnytte jernbanens rolle og om at sikre, at Lolland Kommune lever op til egne grønne miljømålsætninger.
Landsforeningen Danmarks Jernbaner har bemærket, at den nærliggende jernbane til Lollandsbanen ikke bliver inddraget i lokalplanforslaget. Det gælder hverken tilslutning fra banelegemet for Lollandsbanens strækningsspor til erhvervsområdet eller i form af rammer for udformning af sporanlæg indenfor lokalplanforslagets afgrænsning. Det er Landsforeningen Danmarks Jernbaners opfattelse, at dette strækningsspor indlemmes i lokalplanforslaget, således at der kan skabes jernbanefaciliteter på det sted, der bliver Lollands største erhvervsområde.
Det bør tilstræbes, at der i forbindelse med anlæggelse af transporttungt erhvervsområde i Maribo sikres mulighed for, at der etableres jernbaneforbindelse fra det eksisterende jernbanelegeme fra Lollandsbanen og til en placering langs Sydmotorvejen i lokalplanområdet. Ligeledes foreslås det, at der i den endelige lokalplan skal være retningslinjer for anlæggelse af sporanlæg og mulighed for, at gods kan transporteres og omlastes mellem bane og vej. En realistisk tilgang er, at der reserveres arealer til en jernbanetilslutning af industriområdet, og ved klausuler sørges for, at der ikke bliver bygget til hinder for en jernbanetilslutning.
Med nedlæggelsen af sporanlæggene på terminalerne for jernbanegods i Nykøbing F. og Næstved er der i Region Sjælland behov for erhvervsarealer med mulighed for jernbanetransport med tungt gods, som pga. størrelse og vægt med fordel kan transporteres ad skinnenettet, navnlig når den faste forbindelse over Femern Bælt med mange godstogsforbindelser står færdig.
Landsforeningen Danmarks Jernbaner håber indtrængende, at Lolland Kommune forstår at udnytte de store jernbanemæssige muligheder der ligger i et industriområde for transporttungt erhverv, hvortil der formentlig allerede er en række forespørgsler fra erhvervsvirksomheder. Den unikke jernbanenære placering skal efter vores opfattelse bruges til at stimulere industrien til i videst muligt omfang at transportere gods så miljøvenligt som muligt.
Derfor opfordrer Landsforeningen Danmarks Jernbaner til, at Lolland kommune benytter lokalplanforslaget som udgangspunkt til at udarbejde en overordnet strategi for anvendelsen af jernbaneinfrastruktur i kommunens erhvervsområder.
Afslutningsvis er det vores håb, at Lolland Kommune tager initiativ til at sikre samarbejde mellem Transportministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet med henblik på - f.eks. via økonomisk indskud eller oprettelse af en fond - at fremme godstrafik på skinner i Danmark.