Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Tolne og Kvissel - eventuel nedlæggelse (Trafikpolitik)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 31/3 2014, 10:21 (3899 dage siden) @ XAL Olesen

Det er klart, at når Trafikstyrelsen foreslår nedlæggelse af standsningssteder, udløser det lokale protester. I Thy gælder det visse stationer på Thybanen og i Vendsyssel gælder det Tolne og Kvissel.

Kommunerne støtter protesterne, for hvis standsningsstederne nedlægges, skal kommunerne til at indsætte busser og det er dyrt og pengene dertil skal tages i kommunekassen, hvorimod den statslige betjening med tog i dag er gratis for kommunerne.

I disse dage er det Tolne og Kvissel, der optræder i de lokale medier:

http://www.nordjyske.dk/nyheder/til-kamp-for-tolne-og-kvissel/60e7e016-4cda-447c-a6ac-0...

Jeg har forståelse for protesterne. Der er dog ét argument, der sjældent nævnes i debatten, og det er den tid, der spildes af de mennesker, der ikke skal til f.eks. Tolne eller Kvissel.

Modargumentet er noget i retningen af: Herregud, hvad betyder det at standse i Tolne og Kvissel på vej fra f.eks. Hjørring til Frederikshavn eller fra f.eks. Aalborg til Frederikshavn. De tre minutter betyder da ikke alverden. Næh, det betyder måske ikke alverden. Men ganger man de tre minutter op med antallet af passagerer og ganger man igen resultatet op med værdien af disse passagerers tid og ganger man igen op med en længere årrække, kommer man til et millionbeløb. Og det er bl.a. den slags regnestykker, der gør, at det kan betale sig at lade være med at standse i Tolne og Kvissel og det er den slags regnestykker der gør, at det kan betale sig en bygge en ny jernbanebro over Vejle Fjord.

Hvis man ikke en gang imellem laver den slags regnestykker og hvis man ikke en gang imellem lader de flere komme forud for de få, ja så øger man aldrig produktiviteten (skrevet en dag hvor Produktivitetskommissionen kommer med sin betænkning) i samfundet og vi ville stadig "age med stude" og der ville ikke være noget der hed lyntog, og når man skulle fra Aalborg til København, ville man stadig skulle standse i Ellidshøj, Mosskov, Hvarre, Øster Doense, Øls, Sønder Onsild, Fårup, Kousted, Bjerregrav, Svejstrup, Stevnstrup osv. osv. (fortsæt selv remsen).

Nu kunne det lyde som om, jeg er modstander af at standse i "små" byer. Det er jeg på ingen måde. Tværtimod. Og skatteydere i "små" byer, betaler jo det samme i statsskat, som skatteydere i "store" byer. Problemet er blot, er de ikke er så mange. Til gengæld er vi et rigt samfund og vi bliver rigere år for år. I 1974 røg der en del "landstationer". Det var simpelthen prisen for at køre med lokomotivtrukne Intercitytog i timedrift. I 2003 var vi imidlertid blevet så rige, at vi kunne genåbne nogle stationer og indføre supplerende togsystemer. Det er bl.a. derfor, at der mellem Aalborg og Skørping i dag kører ikke færre end tre togsystemer i timedrift: Lyntog, Intercitytog og Nærbanetog, hvor Intercitytogene og Nærbanetogene er "tænkt sammen" og giver halvtimesdrift Aalborg-Skalborg-Svenstrup-Støvring-Skørping. Når strækningen får ERTMS, er det meningen, at Intercitytogene "frigøres" fra Aalborg Nærbane og ikke skal standse mellem Aalborg og Skørping. Til gengæld indsættes der yderligere en separat nærbaneafgang, således er der fremover vil være ét lyntog, ét intercitytog og to nærbanetog på strækningen Aalborg-Skørping pr. time. Kun et rigt samfund har råd til det og det er (heldigvis) også den løsning jeg spår for Tolne og Kvissel: DSB "kører udenom" og Nordjyske Jernbane kommer til at standse der.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen
Jerbanehistorisk grundforskning - det ny sort


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak