DSB strækningsregnskab 2012 - kommentar (Trafikpolitik)
Den 29. august 2013 skrev jeg nedenstående til medlemmer af Trafikudvalget:
I anden anledning faldt jeg lige over dette bilag fra DSB:
http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/tru/bilag/327/1274440.pdf
Som uddannet reg. revisor og mangeårig regnskabschef gik jeg tallene igennem. Der er mange flotte tal, statistikker og figurer der viser rigtigt mange spændende oplysninger.
Men jeg savner helt præcist en tabel der præcist viser hvordan trafikkontraktbetalingerne på kr. 3.737 mio. til DSB fordeles på de enkelte strækninger eller delområder (Lyntog, Intercity, Regional Øst, Regional Vest og Internationale tog). På side 11 er der en tabel der viser strækningsregnskab før kontraktbetaling i DSB SOV.
Alle disse strækningsregnskaber giver underskud før kontraktbetalingen (underskud i alt kr. 2.710 mio.). Men hvor stor er kontraktbetalingen på disse strækninger? Disse tal har DSB tilsyneladende gemt/glemt at angive (eller også kan jeg ikke finde dem),således at det ikke er muligt at se hvilke strækninger der giver overskud/underskud efter kontraktbetalingerne.
Selv om jeg holder meget af at køre med DSB/Deutsche Bahn/CityNightLine sydpå kan det undre mig at "Internationale tog" giver et underskud på kr. 44 mio. før kontraktbetaling. Men får DSB virkelig kontraktbetaling til Internationale tog? Hvis DSB ikke får kontraktbetaling for de internationale tog er det vel konkurrenceforvridning at DSB indirekte betaler et underskud på kr. 44 mio.?
Og så ryster det mig lidt at se at kørslen med Internationale tog (primært ICE) koster kr. 20,33 pr. litrakm. Det er næsten dobbelt så dyrt som Lyntog og Intercitytog. ICE TD (BR 605) er en dyr (men nødvending) affære for DSB som vi skal leve med til 2017 pga. 10 års lejekontrakten.
Min konklusion på bilaget er at DSB gemmer nogle tal. Nemlig de tal der viser hvilke strækninger der giver overskud/underskud efter kontraktbetalingerne. Ret mig hvis jeg tager fejl.