Kære Henning

Herlige billeder. Vi er på en strækning, som var ret dyr i drift, inden den blev udstyret med automatisk linieblok og automatiske bomme og det skete, som jeg husker det, godt et år efter billederne blev taget. Så måske er det faktisk derfor billederne blev taget?

Vi er på en strækning, hvor der på tidspunktet for billedets optagelse kører MA-lyntog og derfor virker mælkejungerne også noget malplacerede. For som de står der, ser det ud som om de står og venter på, at den lille privatbaneskinnebus lige om lidt standser ved overkørslen og tager mælkejungerne med til nærmeste mejeri. Men dét gør den altså ikke.

På den pågældende strækning solgtes der 6-tursbilletter. Det var edmonsonske papbilletter og hvis ikke togbetjenten/togføreren huskede at billettere en, ja så kørte man gratis, selv om man faktiske var i besiddelse af gyldig rejsehjemmel (billetten kunne så bruges en anden god gang, idet der på bagsiden var plads til, at togpersonalet skulle "stemple" ét ud af seks felter med deres billetstempeltang ("Makomattang")). Så det gjaldt om, at togpersonalet ikke fandt én. Det svarede lidt til det gamle trick med altid at køre "retur på en returbillet" - blev billetten ikke klippet, var turen gratis og billetten kunne bruges til næste rejse.

En sommernat i 1977 sad to venner og jeg og småkedede os i en større by. I stedet for at begyndte at sprøjte os i armen, hænge på gadehjørnerne eller slå gamle damer ned, skillede vi sammen til en 6-tursbillet og kørte fra nævnte større by til en endnu større by ca. 100-150 tarifkilometer sydpå, skiftede hurtigt tog og kørte tilbage til udgangspunktet. Vi havde en kupé for os selv både ud og hjem og hele vejen tur/retur hang vi med hovederne ud af vinduet for at iagttage alle de forskellige arbejder, der var i gang langs strækningen, idet den som ovenfor nævnt kort tid efter blev forsynet med automatiske bomme.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen